Nymindegab, Nørre Nebel og Outrup får en ny akuthjælperordning

Arkivfoto

Det nordvestlige hjørne af Varde Kommune får nu en ny akuthjælperordning. Ordningen kommer til at dække et område med tre bysamfund: Nymindegab, Nørre Nebel og Outrup. I modsætning til hjerteløberne, så bliver akuthjælpere kaldt ud til alle A-kørsler i området, og akuthjælperne får en særlig uddannelse samt akuthjælperudstyr fra Region Syddanmark.

I 2022 var der i Nørre Nebel-området 97 ambulanceudrykninger (kørsel A), hvor responstiden var på over 15 minutter. Ved 23 af udrykningerne nåede responstiden op over 20 minutter. Det er baggrunden for, at Region Syddanmark nu etablerer en akuthjælperordning i området.

Akuthjælperne skal dække den nordvestlige del af Varde Kommune med bysamfundene Nymindegab, Nørre Nebel og Outrup. Indtil videre har omkring 15 personer meldt sig om mulige akuthjælpere, og når de har fået den nødvendige uddannelse, vil de blive kaldt ud via regionens akuthjælperapp. De får desuden adgang til tre sæt akuthjælperudstyr, der placeres i skabe i de tre byer.

Koster 33.000 kr. om året

Forskellen mellem hjerteløbere og akuthjælpere er, at akuthjælperne er en officiel ordning, hvor akuthjælperne får en førstehjælpsuddannelse og rykker ud til alle A-kørsler, ikke kun hjertestop.

Akuthjælperordningen kommer til at koste 33.000 kr. om året til uddannelse og udstyr. Hertil kommer en etableringsudgift på 120.000 kr. til opsætning af tre skabe til førstehjælpsudstyret.

Annonce