Nye – og skrappe – regler for private ambulancer på vej

Fremover vil der gælde samme regler for ambulancefolks uddannelse og ambulancernes udstyr, uanset om ambulancerne indgår i en regions præhospitale beredskab eller alene anvendes ved sportsarrangementer, koncerter og lignende. Det er hovedindholdet i et nyt lovforslag, der også vil gøre ”ambulance” til en beskyttet betegnelse, som kun må anvendes, hvis køretøj og mandskab lever op til de nye regler.

Det er en konkret sag om ambulancefirmaet Iqnis Et Aqua, som nu fører til, at der sker en væsentlig opstramning af reglerne på det præhospitale område.

I dag kan Sundheds- og Ældreministeriet med hjemmel i sundhedsloven fastsætte nærmere regler om regionernes tilrettelæggelse af den præhospitale indsats og ambulancetjeneste, herunder regler om uddannelse af ambulancemandskabet. Det er sket i den såkaldte ambulancebekendtgørelse, der bl.a. fastsætter regler om uddannelse af assistenter, behandlere og paramedicinere samt regler om ambulancernes indretning og udrustning.

Ambulancebekendtgørelsen omfatter imidlertid alene ambulanceberedskaber, som indgår i regionernes præhospitale beredskab. Der er således ikke fastsat regler om indretning, udstyr og bemanding for ambulanceberedskaber, når disse ikke indgår i en regions præhospitale beredskab. Det indebærer, at der ikke gælder nogen regler for de private firmaer, som udlejer ambulancer i forbindelse med motorløb, sportsarrangementer, koncerter og lignende.

Samme regler for alle ambulancer

Det vil Sundheds- og Ældreministeriet nu ændre, og i et nyt lovforslag, der netop er sendt i høring, lægger ministeriet op til, at der i sundhedsloven indsættes en ny bestemmelse, som giver ministeriet hjemmel til at udstede en ny ambulancebekendtgørelse med regler om ambulancers bemanding, udstyr og indretning, herunder regler for uddannelse af ambulancemandskabet.

Bekendtgørelsen skal være gældende for alle ambulancer, uanset om de varetager opgaver for regionernes præhospitale beredskab eller for private.

Ambulancefolks skal kende regioners visitationsregler

En særlig problemstilling i forhold til ambulanceberedskaber, som ikke indgår i regionernes præhospitale beredskab, er at mandskabet ikke nødvendigvis kender regionens visitationsretningslinjer og derfor kan have vanskeligt ved at indbringe patienten til det rigtige sygehus. En fejldisponering ved valg af sygehus vil betyde, at der går længere tid, inden patienten kommer under behandling på sygehuset.

I de nye regler vil der derfor også blive fastsat krav om, at i det omfang et ambulanceberedskab varetager opgaver, som ikke udføres for en region, og som kan indbefatte behov for akut indlæggelse af en patient uden forudgående lægelig visitation, skal det tilstedeværende ambulancemandskab forud for opgavens påbegyndelse være bekendt med den pågældende regions visitationsretningslinjer samt have aftalt det nærmere samarbejde med regionens præhospitale leder.

Ambulance-betegnelse giver falsk tryghed

Nogle af de private ambulancefirmaer, som ikke indgår i en regions præhospitale beredskab, har bemalet deres køretøjer og klædt personalet, således at såvel køretøj som personale kan forveksles med regionens ambulancer og ambulancepersonale.

Ifølge Sundheds- og Ældreministeriet kan det indgive befolkningen en falsk tryghed i de situationer, hvor udstyr og personale ikke opfylder ambulancebekendtgørelsens regler. Det overvejes derfor også at fastsætte krav om, at det er en forudsætning for at benytte betegnelsen ambulance, at køretøj og bemanding opfylder bekendtgørelsens bestemmelser.

Som noget nyt vil Sundheds- og Ældreministeriet kunne dispensere fra reglerne om ambulancernes bemanding og udrustning. Der vil kun kunne dispenseres, når helt særlige forhold taler for at yde dispensation, f.eks. hvis der er tale om særlige beredskaber på småøer. Også de private ambulanceberedskaber, som ikke indgår som en del af regionernes præhospitale beredskab, vil kunne få dispensation, hvis helt særlige forhold taler for det. Sådanne særlige forhold kan f.eks. være tilfælde, hvor der ikke kan skaffes personale med den nødvendige uddannelse som følge af, at der ikke har været plads på behandleruddannelsen.

Underlægges Sundhedsstyrelsens tilsyn

Som en konsekvens af, at der fremover fastsættes regler for privat ambulancevirksomhed, som ikke er en del af det regionale præhospitale beredskab, bliver de private ambulancevirksomheder fremover omfattet af Sundhedsstyrelsen generelle tilsyn, og Sundhedsstyrelsen vil kunne afgive vejledende udtalelser om, hvad der er gældende ret eller foreligger pligt til. Endvidere vil Sundhedsstyrelsen i forhold til virksomheder, der udøver privat ambulancevirksomhed, kunne give påbud efter sundhedslovens almindelige regler.

Derimod ændrer de nye regler ikke ved, at de private ambulancevirksomheder ikke er omfattet af patienterstatningens dækningsområde. Patienter, der får skader i forbindelse med behandling, vil således fortsat ikke kunne få erstatning fra det offentlige.

Annonce