Nye køretøjer til sjællandske nødbehandlere

Foto: Hyundai Danmark

Region Sjælland har seks nødbehandlerenheder, hvor lokale brandfolk rykker ud i regionens yderområder. Formålet er at nedbringe responstiderne, og nu kan nødbehandlerne se frem til at få nye køretøjer. De nye køretøjer erstatter de nuværende syv år gamle køretøjer, og regionen har brugt et år på at designe og indrette de nye nødbehandlerbiler.

”Det er brandmænd fra det lokale brandvæsen, som bemander nødbehandlerbilerne. De har alle fået en målrettet førstehjælpsuddannelse via Præhospitalt Center. Dermed kan de være hurtigt fremme og give den første livreddende indsats i minutterne inden ambulancen ankommer”, fortæller direktøren for Præhospitalt Center i Region Sjælland, Benny Jørgensen.

”En nødbehandler arbejder alene, og det sætter nogle andre krav til indretningen. Eksempelvis er det vigtigt at nødbehandleren selv kan betjene kommunikationsudstyret, vejvisningen og lignende. Vi har derfor søgt erfaringer fra andre nødbehandlere både i Danmark og i udlandet, og nødbehandlerne er selv kommet med ønsker, som vi har lyttet til”, siger Benny Jørgensen.

Køretøjerne er af mærket Hyundai Tucson.

Redder liv hvert år

Nødbehandlerne rykker ud til knap 2.000 henvendelser hvert år, og derfor glæder det Benny Jørgensen, at de nu får opdateret deres udstyr:

”Der er ingen tvivl om, at nødbehandlerne hvert år redder liv. De er meget vigtige i Region Sjællands præhospitale indsats, og de skaber tryghed for vores borgere som bor i vores yderområder. Med de nye biler kan de nu fortsætte deres fremragende indsat i mange år frem”.

De seks nødbehandlerenheder er placeret i Gørlev, Jyllinge, Kirke Hyllinge, Rødby, Sorø og St. Heddinge.

Annonce