Nye akuthjælpere i Østervrå er klar til at rykke ud

25 nye akuthjælpere er nu klar til at rykke ud og udøve indledende førstehjælp til borgerne i Østervrå og omegn efter at have gennemgået et kursusforløb arrangeret af Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland. Akuthjælperkorpset bliver alarmeret via sms, så de kan rykke ud og yde indledende førstehjælp og opstarte behandling til akut syge i deres lokalområde.

Den sidste kursusdag og aktiveringen af ordningen blev markeret i weekenden, hvor alle de nye akuthjælpere fik overrakt kursusbevis af Mogens Ove Madsen, der er formand for Region Nordjyllands Akut- og Praksisudvalg.

”Det er fantastisk at opleve, at der også i Østervrå er dedikerede borgere, som er klar til at påtage sig opgaven som 112-akuthjælpere. Østervrå opfyldte alle kriterier for tildeling af midler til oprettelse af en ordning. Både hvad angår akutte hændelser og antal mønstrede frivillige. Området var det i ansøgerfeltet, der over en periode havde oplevet den længste gennemsnitlige responstid for ambulancen”, siger Mogens Ove Madsen – og fortsætter:

”Der skal ikke være tvivl om, at den frivillige indsats værdsættes og er en vigtig supplerende brik i regionens præhospitale beredskab. Vi har stor fokus på og gavn af vore frivilligordninger, hvor omkring 1.700 lokale ildsjæle gør en enormt flot indsats for at skabe tryghed i deres lokalområde ved at rykke ud”.

Havde tidligere en hjertestopordning

Gorm Rosendal er tovholder for 112-akuthjælperordningen i Østervrå.

”Vi føler os godt klædt på til at rykke ud og yde indledende førstehjælp og opstarte behandling til akut syge i lokalområdet, indtil den professionelle hjælp når frem og overtager. Det har været rigtigt dejligt, at hele 25 personer har valgt at bruge fritiden på at lære nogle færdigheder, som gør dem i stand til at hjælpe andre, og fremover vil vi stå klar til at rykke ud med blandt andet ilt og hjertestarter, når der er brug for det”, siger Gorm Rosendal.

Før tildelingen af en 112-akuthjælperordning havde Østervrå en SMS Hjertestopordning, hvor en gruppe borgere rykkede ud, men udelukkende ved hjertestop.

”Samtidig med at vi nu har fået er 1-1-2-akuthjælperordning, bliver vores tidligere sms-ordning nedlagt, og jeg vil i den forbindelse gerne sige tak til alle i den gruppe og lokalbefolkningen for den store opbakning, der blev vist ved opstart”, siger Gorm Rosendal.

Vil gerne have flere førstehjælpere

Der er i øjeblikket 55 SMS Hjertestopordninger i Region Nordjylland. Ordningerne består af en gruppe på 15-25 mennesker i et lokalsamfund. I modsætning til akuthjælperordningerne skal SMS Hjertestopordningerne ikke politisk besluttes og kan løbende sættes i gang. ”Vi har allerede nu mange SMS Hjertestopordninger, hvor frivillige yder en flot tryghedsskabende indsats, og vi vil gerne have flere”, fortæller Mogens Ove Madsen.

Der er 12 akuthjælperordninger i Region Nordjylland. De ligger i Østervrå, Gedsted, Øster Assels, Karby, Nørre Vorupør, Stenbjerg, Sillerslev, Agger/Krik, Frøstrup, Aalbæk, Mou/Egense og Øster Hurup/Als.

Annonce