Ny udmelding fra Sundhedsstyrelsen kostede 1 mio. kr. i Nordjylland

I 2014 meldte Sundhedsstyrelsen ud, at praktiserende læger og vagtlæger ved mistanke om brystsmerter hos patienterne skal ringe 112. I Region Nordjylland førte den udmelding til næsten 500 ekstra ambulanceudrykninger, og regionen har opgjort, at de ekstra udrykninger har kostet omkring 1 mio. kr. Også mediernes fokus på listeria i rullepølse gav ekstra udrykninger.

En analyse fra Region Nordjylland viser, at regionen – som landets øvrige regioner – gennem de seneste år har haft en stor stigning i antallet af 112-opkald og dermed ambulanceudrykninger. Analysen viser, at det er syv forskellige kategorier af tilstande, som tegner sig for størstedelen af stigningen.

Størst er stigningen i kategorien ”uafklaret problem”, hvor antallet af opgaver steg fra 4.379 i 2013 til 5.138 i 2014. Her er der typisk tale om 112-opkald, hvor det grundet de akutte og alvorlige kliniske omstændigheder er svært at kategorisere tilstanden. Men stigningen svarer til en ekstraudgift for Region Nordjylland på 1,2 mio. kr. i 2014.

Mange ekstra udrykninger til brystsmerter

I maj 2014 kom der en ny udmelding fra Sundhedsstyrelsen, som instruerede praktiserende læger og vagtlæger om, at de ved mistanke om brystsmerter hos patienterne skulle ringe 112. Det resulterede i, at der nu sker en konsekvent visitering af akut præhospital assistance til borgere med brystsmerter. Ifølge Region Nordjylland har denne procedureændring haft stor indvirkning på de akutte kørsler i præhospitalt regi, hvor der ses en markant stigning i antallet af akutte kørsler til borgere med brystsmerter, efter at procedureændringen trådte i kraft.

Kørslerne steg fra 3.296 i 2013 til 3.772 i 2014, selv om procedureændringen altså først skete midt på året. Det medførte en merudgift på 0,9 mio. kr. til ambulancekørsel.

Fokus på rullepølse kostede dyrt

I 2014 blev der også sat øget fokus på effekten af hurtig behandling til borgere med et akut apopleksi. Der indførtes en reorganisering vedrørende visitering af apopleksipatienter, hvorefter samtlige borgere med symptomer på apopleksi eller TCI siden maj 2014 er blevet visiteres til Apopleksiafsnittet på Aalborg Universitetshospital. Som følge af den centralisering og et generelt øget fokus på akut behandling af apopleksi kunne der ses en tydelig stigning i antallet af præhospitale kørsler, der vedrører patienter med neurologiske udfald. Stigningen var særligt markant i slutningen af året, hvor de nye procedurer var helt effektueret, og merudgiften til de godt 500 ekstra kørsler blev på 0,8 mio. kr.

En stigning i antallet af udrykninger til dyrebid, insektstik, vejrtrækningsproblemer og allergisk reaktion medførte i 2014 en ekstraudgift på 0,5 mio. kr. Samtidig steg udrykningerne til mave- og rygsmerter fra 1.242 til 1.485, og det tilskriver Region Nordjylland, at mediernes havde stigende fokus på listeria i rullepølse. Det kostede de nordjyske skatteborgere 0,35 mio. kr.

Annonce