Ny redderforening bliver kun for ambulance- og sygetransportreddere

En ny faglig organisation på redderområdet er nu ved at blive en realitet, efter at Reddernes Forening har udpeget en bestyrelse og er i gang med at blive registreret hos Erhvervsstyrelsen. Foreningen – der startede under navnet Reddernes Fagforening – bliver dog i første omgang kun for ambulance- og sygetransportreddere, men den har fra starten ca. 1.500 medlemmer.

Reddernes Forening opstod i kølvandet på den massive utilfredshed med 3F, som mange reddere gav udtryk for efter det seneste overenskomstresultat. På få uger meldte ca. 1.500 reddere sig ind i den helt nyetablerede forening, som havde et ønske om at blive en egentlig fagforening, der kunne overtage overenskomsten fra 3F.

Nu har Reddernes Forening så konstitueret sig med en bestyrelse og udarbejdet vedtægter. Desuden er foreningen i gang med at blive registreret hos Erhvervsstyrelsen. Det fortæller den nye formand, Rune E. Rasmussen, i et opslag på foreningens Facebook-side.

Rune E. Rasmussen fortæller, at formålet for Reddernes Forening er ”at sikre ordentlige arbejdsvilkår for vores medlemmer”, og i foreningens vedtægter er der ikke længere henvisning til ønsket om at være en egentlig fagforening. Her beskrives foreningens formål således: ”Foreningens formål er at tilstræbe en høj grad af videns- og erfaringsdeling mellem ambulance- og sygetransportreddere i Danmark, på tværs af landsdele og uddannelsesniveauer, med henblik på at fremme kompetenceudvikling og faglighed på området”.

Om foreningens nye formålsparagraf skriver Rune E. Rasmussen: ”Som det fremgår af vedtægterne, vil Reddernes Forening i første omgang specialisere sig inden for området for ambulance og liggende sygetransport. Dog skal det samtidigt nævnes, at vi er en seriøs forening med vækstambitioner. Vi har gennemgået listen over medlemmer, og ud fra den konstateret, at vi på nuværende tidspunkt kun kan lave en forening for ambulancefolk og liggende sygetransport. Dette fordi, der ikke er medlemmer nok fra de andre brancher i redderverdenen. Det vil ikke være fair over for dem, at trække dem med i en forening der, som det ser ud nu, i sidste ende ikke vil kunne yde den optimale hjælp og ekspertise”.

Annonce