Ny professor skal styrke forskning i overlevelseskæden

Professor, dr. med. Hans Kirkegaard, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, tilknyttes nu Præhospitalet i Region Midtjylland. Med ansættelsen af Hans Kirkegaard ønsker Præhospitalet at styrke forskning i den såkaldte overlevelseskæde for patienter, der kommer alvorligt til skade eller bliver akut syge.

Hans Kirkegaard har siden 2012 har stået i spidsen for Center for Akutforskning, hvor han har udviklet akutmedicin som et selvstændigt forskningsfelt. I den nye stilling, der er finansieret af Trygfonden, vil han som professor i både præhospital og akutmedicin blandt andet bidrage til at skabe mere sammenhængende patientforløb.

Overlevelseskæden byrder på særlige udfordringer

Den præhospitale forskning handler både om patientbehandling og om patientforløbet, hvor overlevelseskæden spænder fra 112-opkaldet over behandling på hospitalet til rehabilitering af den akutte patient. Det går dermed på tværs af faglige og organisatoriske skel og byder på særlige udfordringer med hensyn til f.eks. kommunikation og sammenhæng i behandlingen.

Forskningen har ifølge Hans Kirkegaard et klart sigte på at gøre en forskel for den akutte patient. Men det giver særlige udfordringer, når der skal forskes i en indsats, der foregår uden for hospitalernes mere kontrollerede rammer og i et tæt samarbejde mellem mange faggrupper.

”Den akutte indsats kan jo foregå i al slags vejrlig, på svært tilgængelige steder og nogle gange under kaotiske forhold med flere tilskadekomne. Samtidig skal undersøgelser, behandling og patientjournaler ofte gennemføres, mens ambulancen kører med udrykning og blå blink, så det er en særlig udfordring at tilrettelægge et forskningsprojekt på dette område”, siger Hans Kirkegaard.

Sætter kurs for fremtidens akuthjælp

Behandlingsmuligheder, teknologi og viden om, hvordan man sikrer den bedste hjælp til den akutte patient, flytter sig hele tiden. Forskningen skal være med til at sætte kursen for udviklingen.

”Med en cykel som metafor skal vi både være med til at styre retningen og prøve at finde nye måder at sætte farten op”, fortæller Hans Kirkegaard, og understreger, at forskningen skal skabe relevant og sikker viden, som beslutningstagerne kan bruge, når de skal planlægge den præhospitale indsats.

Hans Kirkegaard er født og opvokset på Fyn. Han tog sin studentereksamen ved Svendborg Statsgymnasium og blev uddannet læge på Odense Universitet i 1981. I 2005 forsvarede han sin doktordisputats i neuromuskulært blokerende stoffer ved Aarhus Universitet.

Hans Kirkegaard har arbejdet på Rigshospitalet, Odense Universitetshospital og Esbjerg Sygehus. Han har også boet i Amazonas jungle, Peru i en periode og været gæsteprofessor ved University of California, San Francisco, før han slog rod i det jyske og blev overlæge på Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling på Skejby Sygehus.

Annonce