Ny overenskomst til 4.000 privatansatte reddere

En ny og to-årig overenskomst for 4.000 reddere er faldet på plads. Redderne får samme stigning i timelønnen som resten af det såkaldte normallønsområde. Det betyder mindst 3.300 kr. ekstra om måneden over de næste to år. Den nye overenskomst dækker reddere ansat ved Falck og PreMed. Aftalen med Responce forhandles senere, men forventes at ligne.

Redderne har en række forskellige ansættelsesformer, herunder autoreddere, ambulanceassistenter, behandlere og paramedicinere. Derfor slår aftalen lønmæssigt forskelligt igennem, afhængigt af tillæg og arbejdstider, skriver Fagbladet 3F.

Alle reddere er dog sikret en lønstigning på mindst 3.300 kr. om måneden i overenskomstperioden på to år, inkl. stigning i særlig opsparing og ændring i pensionsindbetaling.

”Jeg er meget tilfreds med, at vi med disse lønstigninger kan forvente at indhente den løn, som inflationen har spist, og samtidig sikre reallønnen for de kommende år. Det er nogle solide lønstigninger, redderne kommer til at få”, siger Flemming Overgaard, der er forhandlingssekretær i 3F Transport og chefforhandler på redderoverenskomsten.

Et stort emne ved forhandlingsbordet var den såkaldte 48-timers regel. I dag er det ved lov bestemt, at man ikke må arbejde mere end 48 timer om ugen. Med overenskomstfornyelsen er det aftalt, at 3F Transport og Dansk Erhverv vil ansøge om, at lovgivningen bliver ændret, så den enkelte redder fremover kan vælge at arbejde mere end 48 timer om ugen uden at bryde loven, som mange gør det i dag, fordi rådighedsvagter også tæller med.

Alle reddere med natarbejde bliver endvidere fremover tilbudt et årligt helbredstjek og et obligatorisk tjek hvert andet år. Og så får brandredderne i provinsen fremover døgnvagter med bedre vilkår, der svarer til redderne i Københavns.

Annonce