Falck har vundet en fem-årig kontrakt på sygetransport i London, og fordelt over fem områder i den britiske hovedstad skal der køres 330.000 patienter årligt for Imperial College Healthcare. Kontrakten træder i kraft den 1. juni 2019 og vil betyde en udvidelse med 126 nye sygetransportvogne, 237 reddere samt disponering og helpdesk.
Den nye kontrakt dækker Charing Cross Hospital, Queen Charlotte og Chelsea Hospital, Hammersmith Hospital, St Mary’s Hospital og Western Eye Hospital samt en stribe mindre områder.
Falck UK Ambulance har vundet kontrakten i et åbent, offentligt udbud i konkurrence med flere andre udbydere. Kontrakten kommer til at fordoble Falcks britiske ambulance-forretning.
“Vi er glade for, at vi er blevet tildelt denne prestigefyldte kontrakt med Imperial og ser frem til at arbejde i partnerskab for at levere en sikker og effektiv service fra dag et”, siger Mark Raisbeck, der er direktør for Falck UK Ambulance.