Ny formand for det præhospitale område i Region Syddanmark

Region Syddanmarks Præhospitaludvalg har i dag konstitueret sig og valgt Mads Skau fra Venstre til ny formand for udvalget. Han afløser den 64-årige Thyge Nielsen, ligeledes fra Venstre, der efter en turbulent periode, som blev præget af BIOS-sagen, hverken opnåede genvalg til regionsrådet eller til byrådet i hjemkommunen Varde.

Umiddelbart efter regionsrådsmødet i dag, hvor det nye regionsråd nedsatte Præhospitaludvalget som ét af ni stående udvalg, konstituerede udvalget sig og valgte Mads Skau (V) til formand og Bente Gertz (S) til næstformand i udvalget.

Den nye formand ser frem til arbejdet i udvalget:

”Efter nogle år med meget store ændringer på ambulance-området oplever jeg, at vi nu har stabil drift på området. Det tidligere regionsråd har besluttet, at der skal laves en bred analyse af hele det præhospitale område, og det bliver udvalgets første og største opgave i det kommende år. Det glæder jeg mig til, sammen med hele regionsrådet, at komme i gang med”, fortæller Mads Skau.

Mads Skau er nyvalgt medlem af det syddanske regionsråd. Han har tidligere været medlem af både byrådet i Vojens og det sammenlagte byråd i Haderslev Kommune. 50-årige Mads Skau har holdt pause fra kommunalpolitik siden 2011 for at få mere tid til familien og sit landbrug, men genoptager nu det politiske arbejde i regionsrådet.

Præhospitaludvalget beskæftiger sig med den præhospitale indsats og sundhedsberedskabet, hvor udvalget løbende følger ambulancedriften og responstiderne. Udvalget skal også arbejde med udviklingen i kvaliteten af det præhospitale område og udviklingen af førstehjælperordninger, og udvalget beskæftiger sig desuden med patientbefordring.

Annonce