Dansk Førstehjælpsråd har i samarbejde med Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen udarbejdet en ny førstehjælpsuddannelse, ”Førstehjælp for erhvervschauffører”. Formålet med uddannelsen er at sikre, at førere af varevogne under 3.500 kg. er klædt på til at yde førstehjælp i forbindelse med de ulykker, som de kan møde i trafikken.
Den nye uddannelse har en varighed på 180 minutter, og den består af basisuddannelsen ”Førstehjælp ved ulykker” samt to særlige tillæg i form af ”Førstehjælp ved særlige knoglebrud” og ”Førstehjælp ved livstruende blødninger”.
Målet med uddannelsen er at deltageren kan handle ud fra førstehjælpens hovedpunkter i forbindelse med førstehjælpssituationer i og omkring trafik samt i situationer, som kan opstå i forbindelse med transport. Deltageren skal herunder kunne handle hensigtsmæssigt ved ulykker, der umiddelbart er livstruende, eller som kan udvikle sig til livstruende situationer, herunder skabe sikkerhed, vurdere personer, tilkalde hjælp på 1-1-2 eller med andre relevante metoder.
Kompetencemålet er endvidere, at deltageren kan yde førstehjælp ved knoglebrud på ben og nakke/ryg samt livstruende blødninger og kan sikre relevant videre hjælp. Deltageren skal desuden kunne yde psykisk førstehjælp i de første minutter.
Uddannelsesplanen for ”Førstehjælp for erhvervschauffører” er sendt ud til førstehjælpsorganisationerne, og et uddrag kan ses her.