Ny fejl hos Region Hovedstaden: Optagelsen af 112-opkald er ikke blevet gemt

Optagelser af ca. 20.000 opkald og viderestillinger til 112 og Akuttelefon 1813 i Region Hovedstaden er i en periode på tre uger i marts 2017 ikke blev gemt på grund af en opsætningsfejl. Region Hovedstaden var sidste år ramt af en lignende opsætningsfejl – og dengang forsikre regionen, at man ville fastsætte en kontrolprocedure, som skulle sikre, at lignende fejl ikke kunne opstod i fremtiden.

Opsætningsfejlen skete ifølge Region Hovedstaden i forbindelse med opgradering af det system på AMK-vagtcentralen, der optager og gemmer sundhedsfaglige telefonopkald til 112 og Akuttelefon 1813. Det drejer sig om i alt ca. 20.000 optagelser ud af i alt ca. 73.000 telefonopkald og viderestillinger i samme periode. Optagelserne gemmes normalt i 10 år – på samme måde som sundhedsoplysninger om patientkontakter.

Regionen optager opkaldene for at bruge dem i det løbende kvalitetsarbejde. Men vurdering og behandling på AMK-vagtcentralen er skrevet ind i journalen og kan derfor findes frem, hvis de skal bruges f.eks. i forbindelse med klagesager. De manglende optagelser gør dog, at disse patientkontakter ikke på samme måde kan indgå i det løbende kvalitetsarbejde, ligesom senere uenigheder om samtalernes forløb heller ikke kan afklares. ”Det er derfor beklageligt, at der er optagelser, der ikke er blevet gemt”, lyder det fra regionen.

Regionen understreger samtidig, at opsætningsfejlen alene vedrørte optagelser af opkald og ikke har haft betydning for hverken telefonkø, viderestilling eller behandling af opkald.

Region Hovedstadens AMK-vagtcentral var fra april 2016 til januar 2017 ramt af en tilsvarende opsætningsfejl. Et forkert monteret kabel førte således til, at der i ni måneder ikke blev optaget kommunikation mellem vagtcentralen og ambulancerne. Ifølge regionen blev kablet dengang sat i et forkert stik. Samtidig oplyste regionen, at man ville fastsætte en kontrolprocedure, som skulle sikre, at lignende fejl ikke opstod i fremtiden. Den seneste sag viser dermed, at kontrolproceduren enten ikke var fastsat eller ikke virkede.

Annonce