Hidtil har trækfærgen fra Orø til Hammer Bakke sikret, at ambulance, brandvæsen og politi hurtigt kan nå frem til Orø i Isefjorden. Utilfredshed med samarbejdet med især Region Sjælland har imidlertid fået trækfærgens ejer til at afbryde samarbejdet med beredskaberne. Men nu er der i stedet indgået en ny aftale med den færge, der sejler fra Holbæk – selv om dens overfartstid er fem gange længere.
Ifølge ejeren af trækfærgen Østre Færge, som sejler mellem Orø og Hammer Bakke, har der hidtil været et uofficielt beredskab, hvor færgen kunne mobiliseres af ambulance, brandvæsen og politi døgnet rundt. Der har imidlertid hverken været nærmere retningslinjer eller betaling for beredskabet.
Østre Færge har en overfartstid på kun fem minutter, men ifølge færgens ejer, Michael Kousted, har Region Sjælland ikke ønsket en dialog om det fremtidige beredskab. Derfor meddelte han regionen, at der fra 1. oktober 2020 ikke længere ville være besætningsmedlemmer på vagt udenfor almindelig arbejdstid.
Indgår aftale med anden færge
Nu har Vestsjællands Brandvæsen, Midt- og Vestsjællands Politi og Region Sjælland imidlertid i samarbejde med Holbæk Kommune valgt at indgå en aftale med Orø-færgen, der sejler ud fra Holbæk.
Færgen har en overfartstid på 25 minutter – altså fem gange så lang tid som Østre Færge. Men beredskaberne vurderer ikke, at det er et problem. Ambulancerne vil således typisk komme fra Holbæk og skulle returnere til hospitalet i Holbæk, og dermed spares køretiden mellem Hammer Bakke og Holbæk. Desuden kan der trækkes på lægehelikopteren ved meget hastende udrykninger til Orø.
”Orø-borgerne kan føle sig helt trygge ved og sikre på, at de får den hjælp, de har brug for. Den aftale, vi har i morgen, er mindst lige så god, som den aftale vi har i dag. Den er robust og sikrer, at alle i beredskabet kan komme til øen, og borgerne får den hjælp, de har brug for. Det har kunnet lade sig gøre på grund af stor velvilje og fleksibilitet fra Holbæk Kommune”, siger Benny Jørgensen, der er præhospital direktør i Region Sjælland.
”Der skal være sikkerhed for, at beredskabet, hvad enten det drejer sig om brandvæsen, ambulance eller politi, kan komme rettidigt frem til Orø. Derfor er vi som kommune også meget tilfredse med, at vi sammen med de andre beredskabsparter har fundet en løsning med Orøfærgen, som sikrer beredskabet på Orø”, siger Mads Young Christensen, der er hef for Vækst og Bæredygtighed i Holbæk Kommune.