Dansk Boldspil-Union (DBU) og TrygFonden har indledt et nyt samarbejde, der skal sprede budskabet om, at det er vigtigt at træde til, når en person falder om med hjertestop. Det nye samarbejde skal medvirke til at realisere målet om, at endnu flere tilfældigt forbipasserende skal give hjertelungeredning og støde med hjertestarter inden ambulancens ankomst.
“Vi har fået rigtig godt fat i danskerne, og sammen har vi bevæget os op i verdenseliten, når det handler om at træde til. I TrygFonden oplever vi også en stor opbakning fra folk i hele landet, der ønsker at blive frivillige hjerteløbere. Det er et flot bevis på danskernes vilje til at træde til for hinanden. Men vi vil gerne have endnu flere med, for vi tror på, at det kan få endnu flere til at overleve hjertestop uden for hospital”, siger Trine Heidemann, underdirektør i TrygFonden, og fortsætter:
“DBU har en særlig position i den danske befolkning – også i de grupper, som kan være lidt sværere at nå via traditionelle kommunikationskanaler og kampagneaktiviteter, f.eks. de yngre mænd. Vi ser et samarbejde med DBU som en unik mulighed for at få budskabet om at træde til ud til endnu flere danskere, og så hænger samarbejdet i øvrigt godt sammen med nogle af de aktiviteter, vi i forvejen støtter ude i nogle af landets fodboldklubber”.
Ønsker at bidrage til at redde liv
“Fodbold handler om fællesskab og gode oplevelser – men også om sundhed og velvære. Derfor er vi glade for, at vi i DBU kan bidrage til et stærkt fokus på at redde liv og det at træde til for hinanden, når et andet menneske har brug for hjælp. Vi har tidligere skabt gode projekter på tværs af hele landet sammen med TrygFonden og håber, at vi sammen kan understøtte målsætningen om, at endnu flere skal træde til ved hjertestop uden for hospital”, siger Jakob Høyer, der er kommunikationschef i DBU.
Samarbejdet mellem TrygFonden og DBU løber i første omgang til udgangen af 2018.