Nu over 11.000 hjerteløbere i Region Midtjylland

Region Midtjylland og TrygFonden tog i oktober sidste år hul på et samarbejde om hjerteløbere, og allerede nu er der mere end 11.000 registrerede hjerteløbere i Midtjylland. Hjerteløberne rykker ud, når de ved et formodet hjertestop bliver tilkaldt via TrygFondens hjerteløber-app. Det er foreløbigt sket 301 gange i Midtjylland.

Anders Kühnau (S), der er formand for regionsrådet i Region Midtjylland, er glad for, at så mange vil hjælpe ved hjertestop:

”Hjerteløberordningen gør det til en folkesag at træde til og yde livreddende førstehjælp, når en person i nærheden får hjertestop. Det er blevet let at melde sig som frivillig hjerteløber og ny teknologi gør det muligt for vores vagtcentral at aktivere de hjerteløbere, som er tættest på en person, der får hjertestop. Derfor når hjerteløberne i mange tilfælde frem før vores ellers hurtige ambulancer”, siger Anders Kühnau, der opfordrer alle til at overveje at blive hjerteløber.

Hjerteløberne er et frivilligt supplement til ambulancen, som altid sendes med blå blink ved hjertestop. AMK-vagtcentralerne kan, ud over at sende en ambulance, også vælge at aktivere hjerteløbere, der befinder sig inden for en radius af 1.800 meter fra personen med det formodede hjertestop.

Annonce