Hvert minut tæller, når alvorligt tilskadekomne mennesker transporteres på tværs af Danmark for at lande på Rigshospitalets helikopterlandingsplads, også kaldet Helipad. Som noget nyt kan beredskabernes helikopterpiloter koordinere deres indflyvning og afsætning af patienter via radionettet SINE, og det sikrer hurtigere hjælp til de hårdt sårede patienter – især ved større ulykker, hvor flere patienter skal flyves til Rigshospitalet på samme tid.
Efter ønske fra beredskaberne har Rigspolitiets Center for Beredskabskommunikation (CFB) for nyligt oprettet en talegruppe (radiokanal) i beredskabernes fælles radionet SINE. Det oplyser CFB. Talegruppen er dedikeret til kommunikationen mellem piloterne i regionernes akutlægehelikoptere, Forsvarets redningshelikoptere og personalet på Rigshospitalets Helipad.
Løsningen vækker glæde hos Forsvaret: “Den nye talegruppe på SINE gør det muligt for os at anvende landingspladsen optimalt og sikre hurtig og smidig overlevering af hårdt sårede patienter. Vi oplever en meget fin talekvalitet på SINE, og vi ser det som en fordel, at vi i god tid kan planlægge ankomst og afgang med Helipad’en”, fortæller Christian Stjerne, der er pilot på redningshelikopter EH101 i Forsvarets Eskadrille 722.
Sidste år faciliterede Rigshospitalet mere end 700 landinger på Helipad’en. Fra helikopteren lander, til patienten når den aftalte destination inde på Rigshospitalet, går der fem minutter. Helikopterne opholder sig dog gennemsnitligt 15-20 minutter på landingspladsen, da det tager tid for helikopterens lægefaglige personale at overgive oplysninger til hospitalets personale. I dette tidsrum har det hidtil ikke været muligt for en anden helikopter at bruge landingspladsen. Og det kan være problematisk ved store ulykker med mange sårede, der skal flyves til Rigshospitalet på samme tid.
Kan være med til at redde liv
“Det er rart at vide, at vi altid kan koordinere via SINE i situationer, hvor der kan være trængsel om pladsen på landingspladsen. Den helt store gevinst ved SINE er, at vi sikrer effektiv kommunikation beredskaberne imellem, og at vi i sidste ende kan være med til at redde liv”, siger Christian Stjerne.
Det nye system blev anvendt i marts, hvor en akutlægehelikopter og en redningshelikopter på samme tid var på vej til Rigshospitalet med hårdt sårede patienter. Via den nye fælles talegruppe på SINE aftalte piloterne, at akutlægehelikopteren skulle lande først og afsætte patient og personale for derefter hurtigt at lette igen. Få minutter efter landede den store redningshelikopter og fik patienten overdraget til lægerne på Rigshospitalet. Da redningshelikopteren var fløjet, landede akutlægehelikopteren og samlede sit personale op.