Nu anbefales mundbind til alle sygetransport-patienter

Arkivfoto: Niels Aage Skovbo

Efter dialog med Sundheds- og Ældreministeriet anbefaler KL og Danske Regioner nu, at alle passagerer i sygetransporter og den visiterede FlexTrafik bruger mundbind under kørslen. Samtidig tilbydes gratis mundbind til de passagerer, der ikke selv har medbragt et mundbind. Årsagen er Corona-smittens opblussen.

Anbefalingen fra KL og Danske Regioner er, at alle dem, der bruger sygetransport og visiteret FlexTrafik, bærer mundbind under transporten.

”Alle passagerer skal kunne føle trygge, når de bliver transporteret til og fra hospitalet. I lyset af Corona-virussens seneste opblussen anbefaler vi derfor nu alle patienter at bruge mundbind under turen – og vi er klar til at hjælpe dem, der ikke selv har medbragt ét”, siger Stephanie Lose, der er formand for Danske Regioner.

”Med den øgede smittespredning er det vigtigt, at vi handler hurtigt i forhold til at beskytte vores borgere, der tilhører risikogrupperne. Det gør rigtig mange af de passagerer, der benytter FlexTrafik. Anbefalingen om at bruge mundbind er for at begrænse, at de udsættes for virus og trygt kan fortsætte med at bruge transporttilbuddet”, siger Jacob Bundsgaard, der er formand for KL.

Anbefalingen om brug af mundbind gælder fra i dag. Kommunerne og regionerne vil nu gå i dialog med trafikselskaberne med henblik på at aftale udlevering af mundbind. Det forventes, at passagererne kan få tilbudt mundbind fra slutningen af næste uge.

Annonce