Nordjylland tilslutter sig Hjerteløber-ordningen – men bevarer andre ordninger

Modelfoto.

Udsigten til, at der måske kan rekrutteres op til 8.000 frivillige førstehjælpere, får nu Region Nordjylland til at tilslutte sig Trygfondens Hjerteløber-ordning. Samtidig har det vejet tungt, at Trygfonden vil betale alle udgifter i de første fem år. Region Nordjylland vil dog bevare de to eksisterende ordninger, 112 Akuthjælper og SMS-Hjertestop.

I dag er 67.000 danskere registreret som hjerteløbere i Trygfondens Hjerteløber-ordning. De 3.300 af dem er bosiddende i Region Nordjylland, men da ordningen endnu ikke dækker Nordjylland, bliver de nordjyske hjerteløbere kun tilkaldt, hvis de opholder sig i Region Hovedstaden eller Region Midtjylland, som er Hjerteløber-ordningens dækningsområde.

Som led i Region Nordjyllands budgetaftale for 2020 har regionen imidlertid besluttet at tage imod et tilbud fra Trygfonden om tilslutning til Hjerteløber-ordningen. Førstehjælpere i regionen kan dermed tilmelde sig, men de vil først modtage alarmer, når ordningen træder i kraft.

Region: Et generøst tilbud

Trygfonden har tilbudt at betale for ordningen de første fem år. Herefter skal regionen selv betale udgifterne.

”At styre et regionalt budget er en konstant afvejning af, hvordan vi får maksimalt udbytte af hver eneste krone til fordel for de nordjyske borgere. Derfor er jeg så glad for, at vi med Trygfondens generøse tilbud kan udbygge et endnu mere fintmasket net til at gribe de hjertestop-tilfælde, hvor tid er af så afgørende betydning”, siger regionsrådsformand, Ulla Astman (S).

Alle kan tilmelde sig ordningen, fortæller Grethe Thomas, der er projektchef i Trygfonden:

”I Region Nordjylland har man en stærk tradition for at træde til for hinanden. Det er de eksisterende førstehjælperordninger i regionen gode eksempler på. Vi tror på, at Trygfonden Hjerteløber kan blive et godt supplement til de eksisterende ordninger og håber, at mange allerede i dag vil downloade appen og registrere sig som hjerteløbere. Alle kan gøre en forskel ved hjertestop. For at blive hjerteløber er det derfor ikke et krav, at du har været på kursus i genoplivning. Det er en generel anbefaling, men det vigtigste er, at du er klar til at træde til, og at personen med hjertestop får hurtig hjælp med hjertelungeredning og hjertestarter”, siger Grethe Thomas.

Eksisterende ordninger bevares

I forvejen har Region Nordjylland to førstehjælperordninger, 112 Akuthjælper og SMS-Hjertestop, der tilsammen har mere end 1.500 engagerede nordjyder tilknyttet.

Det særlige ved de to eksisterende frivillige ordninger i Nordjylland er, at et korps af frivillige er gået sammen i lokalområdet. Man er derfor en sammentømret flok, der hjælper hinanden før, under og efter, at der er behov for at rykke ud. 112 Akuthjælper adskiller sig yderligere, idet de frivillige her får særlig uddannelse af Region Nordjylland og dermed kan tage sig af andet med hjertestop, f.eks. mindre forbrændinger, brud, insulinchok eller vejrtrækningsbesvær.

Begge ordninger videreføres uændret.

Annonce