Nedetiden for Region Nordjyllands ambulancer slår ny rekord

Foto: Line Bloch Klostergaard

I juli var 14 pct. af Region Nordjyllands egne ambulancer ude af drift. Det er en ny rekord, og det er samtidig en væsentligt højere andel end hos den eksterne ambulanceoperatør, PreMed, som havde en nedetid på 1,1 pct. Det er især mangel på mandskab, som medfører nedetid hos regionen, men en del af nedetiden skyldes også, at ambulancefolkene må melde ambulancen ude af drift på grund af træthed.

Nedetiden i ambulancetjenesten i Region Nordjylland omfatter de perioder, hvor en ambulance ikke er tilgængelig til udrykningskørsel.

I Region Nordjyllands egen ambulancetjeneste, som varetages af Den Præhospitale Virksomhed, var 14 pct. af ambulanceberedskaberne ude af drift i juli. Det er den hidtil højeste andel. Den tidligere rekord var 13,6 pct. i august 2023, mens regionens laveste andel af nedetid var i januar 2023 med 2,6 pct.

Hos den private ambulanceoperatør PreMed ser tallene væsentligt anderledes ud. Her var kun 1,1 pct. af ambulancerne ude af drift i juli. PreMeds andel af nedetid har konsekvent ligget markant lavere end Den Præhospitale Virksomheds i både 2023 og 2024.

Hvis man ser på årsagen til nedetiden, så tegner mangel på mandskab sig for 95 pct. af nedetiden hos Den Præhospitale Virksomhed og 86 pct. hos PreMed. Ambulancereddere, der melder ambulancen ude af drift på grund af træthed, forekommer til gengæld langt oftere hos PreMed, hvor det tegner sig for 10 pct. af nedetiden, mens det er 3 pct. hos Den Præhospitale Virksomhed.

Udfordringer med mobiliseringstiden

Også når der gælder overskridelse af mobiliseringstiden – altså hvor hurtigt ambulancen afgår – er der markant forskel på de to ambulanceoperatører.

Kravet er, at akutte ambulanceudrykninger skal afgå efter 90 sekunder i tidsrummet kl. 07-22 samt efter 120 sekunder i tidsrummet kl. 22-07.

I juli overskred Den Præhospitale Virksomhed kravet ved 8,7 pct. af udrykningerne. Det er dog lavere end rekorden i januar 2024, hvor 13,7 pct. af ambulancerne rykkede for sent ud. Hos PreMed skete der kun overskridelse ved 0,7 pct. af udrykningerne i juli, mens rekorden her var 6,3 pct. i marts 2023.

Annonce