Mobilfilm skal lære børn at redde liv

Flere end 1.250 elever i 6. til 10. klasser over hele landet skal lære at tage ansvar, når det virkelig gælder. En lommefilmkampagne skal nemlig via mobilen bringe budskabet om at redde liv ind hos de unge. Det er TrygFonden, som inviterer skoleklasser i hele Danmark til at lære meget mere om livreddende førstehjælp – på den mobile måde.

Skoler i landets fem regioner får i de kommende uger besøg af undervisere fra firmaet Lommefilm, der skal hjælpe de unge i gang med at lave små mobil-film. Filmene skal vise vigtigheden i at træde til og redde liv når det gælder. Også selv om man måske kun er 13 år.

”Kampagnen skal også gøre de unge til aktive ildsjæle og formidlere af budskabet om, hvor vigtigt det er at reagere med livreddende førstehjælp, hvis en person får hjertestop”, fortæller projektchef for TrygFonden, Grethe Thomas.

Skolerne har vist stor interesse for projektet. Både for at opgradere generationen med nye førstehjælpere, men også for at få undervisning i moderne medier ind under huden med professionelle filmundervisere. 50 skoleklasser tilmeldte sig den gratis workshop i løbet af blot fire dage, og i alt vil 1.250 danske unge blive uddannet til lommefilminstruktører, mens de lærer om førstehjælp.

Annonce