Alle dele af det akutte beredskab i Region Hovedstaden er hårdt presset, men nu forsøger regionen sig med et nyt initiativ, som skal nedbringe belastningen: Den mobile behandlingsplads, som egentlig især er beregnet til indsættelse ved katastrofer, placeres de næste tre weekender på Rådhuspladsen i København, hvor den skal fungere som fremskudt præhospital visitation og tilbyde behandling af småskader.
De kommende tre weekender bliver formentlig årets travleste for det præhospitale beredskab i Region Hovedstaden, særligt på grund af julefrokoster i København. Derfor har regionen nu besluttet, at Akutberedskabets mobile behandlingsplads placeres på Rådhuspladsen i København i weekendernes aften- og nattetimer.
Åbningstiderne vil være fredag og lørdag i tidsrummet mellem kl. 22 og 05. Første åbningsdag bliver fredag den 26. november 2021.
Den mobile behandlingsplads skal fungere som fremskudt præhospital visitation og tilbyde behandling af småskader. Den vil være bemandet med sundhedsfagligt personale, som kan hjælpe med småskader og rådgivning. Desuden har Natteravnene og andre frivillige vist interesse for at være med til at hjælpe de borgere, som ventes at få brug for behandling og omsorg i nattelivet.
Skal mindske presset på ambulancerne
”Det er en slags fremskudt ’akutklinik’ og visitation, hvor borgerne kan få en faglig vurdering på, om man skal på akutmodtagelsen, om man har behov for en ambulance, eller om man måske blot selv skal tage en taxa hjem og sove rusen ud. Her kan vi rådgive borgerne og behandle enkelte småskader som f.eks. at sy en flænge. Vores forventning er, at det vil tage lidt af presset af de mange henvendelser vi får om tilskadekomst og sygdom via 1-1-2 og Akuttelefonen 1813 i løbet af natten, og dermed mindske presset på vores ambulancer”, fortæller Anders Damm-Hejmdal, som er lægefaglig leder af Region Hovedstadens Vagtcentral.
”I nattetimerne i weekenderne får vi altid mange henvendelser på 1-1-2 og 1813 omkring berusede folk. Det kan være folk, der ringer ind om deres ven, der er blev for fuld til at cykle hjem. Andre ringer, fordi de opdager en beruset person, der ligger og sover på gaden. Ofte ringer folk fra nattelivet ind flere gange og bliver længe i telefonen, hvis de også selv er berusede. Vi har ikke en mirakelkur mod beruselse, og oftest handler det om at folk skal rådgives til at komme sikkert hjem. Det er ikke en akut opgave for sundhedsvæsenet, og man skal ikke ringe 1-1-2 medmindre, det er akut og livstruende. Derfor håber vi, at denne løsning kan aflaste både telefonlinjerne og hospitalerne”, siger Anders Damm-Hejmdal.
Politiet kan også henvise
Akutberedskabet vil henvise borgere til den mobile behandlerplads, hvis de ringer 1-1-2 eller til Akuttelefonen 1813, og det vurderes, at det er relevant. Derudover vil politiet og andre kunne guide berusede borgere eller borgere med småskader til et tjek på Rådhuspladsen. Endelig vil nogle borgere forventeligt henvende sig, uden de først har ringet, og det er de velkomne til.
”Hele sundhedsvæsenet er presset, så vi supplerer nu med en ’fremskudt akutklinik’ centralt placeret i København. Formålet er både at skabe tryghed blandt borgerne i de travle weekendnætter og aflaste regionens samlede akuthjælp. Initiativet vil blive evalueret efter to-tre uger, hvor vi vil tage stilling til, om det giver mening at videreføre, og om der eventuelt skal justeres på tilbuddet”, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).