Ministerium afviser dispensation: Ingen sygeplejersker i ambulancerne

Det er meget væsentligt for patientsikkerheden, at begge personer, der bemander en ambulance, er uddannet i og har væsentlig erfaring med præhospital behandling. Med den begrundelse har Sundhedsministeriet netop afvist at give Region Midtjylland en generel dispensation, som ville give regionen mulighed for at erstatte den ene ambulanceredder i ambulancen med en anæstesisygeplejerske.

Region Midtjylland har ansøgt Sundhedsministeriet om at få dispensation fra ambulancebekendtgørelsens krav om, at en ambulance skal bemandes med mindst to personer, som har gennemgået uddannelsen til ambulancebehandler. Ifølge ansøgningen ønsker regionen at få mulighed for at erstatte den ene ambulanceredder i ambulancen med en anæstesisygeplejerske.

Der er tale om en generel dispensationsansøgning, som ikke nærmere angiver, hvilke særlige omstændigheder der kunne begrunde en dispensation fra bekendtgørelsens krav om bemanding af ambulancerne.

Væsentligt forskellige opgaver

Sundhedsministeriet oplyser, at man på baggrund af ansøgningen har indhentet en fælles udtalelse fra Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed. Af den udtalelse fremgår det, at det generelt er styrelsernes vurdering, at ”det er meget væsentligt for patientsikkerheden, at begge personer, der bemander en ambulance, er uddannet i og har væsentlig erfaring med præhospital behandling”.

Selv om anæstesisygeplejersker skal kunne beherske visse behandlingsformer af relevans for præhospital behandling (f.eks. sikring af frie luftveje og avanceret hjertestopbehandling på lægelig delegation), er de opgaver, de uddannes til at varetage, og den sammenhæng, de uddannes til at indgå i, generelt væsentligt forskelligt fra, hvad der gør sig gældende for ambulancebehandlere, vurderer de to styrelser.

De to styrelsen konkluderer på den baggrund, at styrelserne ikke kan anbefale, at der generelt meddeles dispensation til, at anæstesisygeplejersker, eller andre sygeplejersker i øvrigt, kan erstatte en ambulancebehandler, en person under uddannelse til ambulancebehandler eller en ambulanceassistent i bemandingen af en ambulance.

Sundhedsministeriet har derefter besluttet, at ministeriet ikke kan meddele en generel dispensation fra bestemmelserne i ambulancebekendtgørelsen.

Sygeplejersker kan anvendes – efter konkret vurdering

Den nye afgørelse betyder dog ikke, at det er udelukket at anvende sygeplejersker i ambulancerne. De to styrelser vurderer således, at anæstesisygeplejersker besidder en række kompetencer, der kan være relevante i den præhospitale indsats.

Derfor skal en dispensation kunne gives i særlige tilfælde og efter konkret vurdering af den enkelte sygeplejerske. Dispensation bør således ifølge styrelserne forudsætte dokumenteret erfaring med præhospital behandling og opnåede kompetencer svarende til dem, der angives i bekendtgørelsen, i det omfang de ikke er opnået gennem specialuddannelsen til anæstesisygeplejerske.

Det er endvidere styrelsernes vurdering, at der i hvert enkelt tilfælde bør indhentes en sundhedsfaglig rådgivning til blandt andet vurdering af den fremlagte dokumentation for de nødvendige kompetencer, så der altid tages konkret stilling til, om bemandingen af ambulancen i den konkrete sammenhæng vil være tilstrækkelig til, at opgaverne kan varetages på en patientsikkerhedsmæssig forsvarlig måde.

Annonce