Minister: Pengemangel forhindrer redderes adgang til det fælles medicinkort

Arkivfoto

Det er en god idé at lade ambulanceredderne få adgang til sundhedsdata i det fælles medicinkort og CAVE-databasen om allergier. Det siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde. Men samtidig slår ministeren fast, at der ikke er afsat penge til de ændringer af systemerne, som vil være nødvendige. Ministeren vil dog gerne forhandle med Folketingets partier om finansiering.

Liberal Alliance har fremsat et nyt beslutningsforslag i Folketinget, som skal give autoriserede ambulancebehandlere og paramedicinere adgang til sundhedsdata i form af Fælles Medicinkort (FMK) og registeret over allergier (CAVE). Ifølge forslaget har en række andre faggrupper indenfor sundhedsvæsenet adgang til disse data, men det har ambulanceredderne ikke.

Nu er beslutningsforslaget blevet 1. behandlet i Folketinget, og her tilkendegav indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, at regeringen er meget positiv over for og støtter, at ambulancereddere får adgang til FMK. Regeringen er også enig i, at det potentielt vil give ambulanceredderne bedre forudsætninger for behandling, hvis de får adgang til CAVE.

Men til trods for denne enighed, vil regeringen ikke støtte beslutningsforslaget. Det skyldes især, at beslutningsforslaget handler om, at der skal gennemføres en lovændring om FMK. Men ifølge Sophie Løhde kan ændringen ske ved, at der administrativ ændres i en bekendtgørelse. I forhold til CAVE er problemet, at registeret endnu ikke er operativt som et landsdækkende register for sundhedspersoner. Det betyder altså, at det vil kræve en videreudvikling af selve registeret at give ambulancepersonalet adgang til patienters lægemiddelallergier gennem CAVE.

Mangler at finde pengene

Herudover peger ministeren på en økonomisk udfordring:

”Der er behov for at afdække de økonomiske omkostninger, som er forbundet med forslaget og dermed videreudviklingen af FMK, og at man selvfølgelig også politisk skal sørge for at prioritere ressourcerne hertil. Der må jeg desværre gøre opmærksom på, at Liberal Alliances forslag ikke er finansieret. Finansieringen skal på plads først. Det vil jeg gerne samarbejde om og se nærmere på”.

”Af de grunde, jeg nu har gennemgået, afviser regeringen altså beslutningsforslaget i den fremsatte form. Men det er samtidig med en positiv tilkendegivelse om, at regeringen er enige i beslutningsforslagets intentioner, og derfor vil jeg også gerne samarbejde videre med Folketingets partier, med henblik på at vi måske kan lykkes med at lande en beretning i udvalgsbehandlingen, og partierne skal jo i så fald forpligte sig til at være med til at anvise finansiering. De partier, der plejer at gå op i, at pengene skal passe, inden man bruger dem, burde i hvert fald også kunne se en fidus i den del”, sagde ministeren i Folketingssalen – og sluttede:

”Men jeg vil i hvert fald sige tak til forslagsstillerne for at fremsætte beslutningsforslaget, og for regeringens vedkommende kommer vi med en udstrakt hånd med hensyn til at samarbejde om at gøre de her gode intentioner til virkelighed i forhold til både FMK og caveregisteret, herunder selvfølgelig også at vi sikrer, at finansieringen anvises, og at vi samtidig ser det i forhold til de mange forskellige aktuelle udviklingsprogrammer i regi af FMK, som allerede kører, og som det skal tilpasses i forhold til. Men vi er meget positive i forhold til intentionerne”.

Annonce