I Nordjylland er der i øjeblikket strid om, hvorvidt den kommende fjerde akutlægehelikopter som planlagt skal placeres i Jammerbugt Kommune, eller om den skal flyttes længere nordpå til Sindal. Men sundhedsministeren slår nu fast, at regeringen ikke støtter en Sindal-løsning – og at konsekvensen af en flytning til være, at helikopteren kan hjælpe langt færre borgere.
Danske Regioner har anbefalet, at Danmarks nye akutlægehelikopter skal have base ved Jammerbugten i Nordjylland. Samtidig skal den eksisterende akutlægehelikopter i Skive flyttes til Herning, mens helikopteren i Billund skal flyttes til Assens på Fyn. I første omgang ønsker regionerne dog den fjerde helikopter placeret i Aalborg, hvor eksisterende faciliteter kan udnyttes.
Region Nordjylland støtter den plan, men et mindretal i regionsrådet bestående af Enhedslisten, Dansk Folkeparti og løsgængeren Thomas Hav ønsker, at den nye helikopter skal placeres i Sindal, hvor der i forvejen er en lufthavn.
Regeringen bakker op om regioners forslag
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby gør det imidlertid klart, at regeringen ikke ønsker helikopteren placeret i Sindal:
”Regeringen støtter ikke, at den fjerde akutlægehelikopter placeres i Sindal. Regeringen bakker op om forslaget om at placere helikopteren i Jammerbugt Kommune, hvor den vil kunne hjælpe flere borgere, som har langt til specialiseret behandling”, lyder det fra Ellen Trane Nørby.
Sundhedsministeren henviser til oplysninger fra Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning, der viser, at med en placering i Sindal vil helikopteren inden for 30 minutter kunne servicere ca. 14.800 borgere, hvor transporttiden med ambulance til specialiseret behandling overstiger 40 minutter. Med placeringen i Jammerbugt Kommune, som Danske Region foreslår, vil helikopteren derimod kunne servicere ca. 217.800 borgere.
”Desuden vil den fjerde akutlægehelikopter med en placering i Sindal ikke i samme omfang kunne aflaste helikopteren i Skive”, slår sundhedsministeren fast.