Efter mange udrykninger med blå blink, sirener og hvinende dæk har militærlægebilen i Oksbøl nu takket af og overladt vagten til det civile beredskab, som dækker området med en akutbil og to døgnbemandede ambulancer. Der er ikke nøjagtige tal på det, men militærlægebilen har sandsynligvis rykket ud mere end 2.500 gange, hvor vestjyder og turister har haft brug for akut hjælp – men efter 25 års tjeneste skal andre nu tage over.
Den overgang blev markeret med an afskedsceremoni, hvor blandt andet formanden for Region Syddanmarks Akut- og Ø-udvalg, Thyge Nielsen (V), og formanden for social- og sundhedsudvalget i Varde Kommune, Erik Buhl (V), takkede for et veludført arbejde.
”Løsningen med militærlægebilen har været rigtig god. Da konceptet blev indført blev det efter sigende mødt med skepsis, men idéen har vist sig mere end holdbar. Jeg vil gerne sige mange tak for et godt samarbejde”, sagde Thyge Nielsen.
Lokalt har man også været særdeles tilfreds med ordningen. ”Varde Kommune er en arealmæssig stor kommune, og derfor er det selvsagt en udfordring opbygge et akutberedskab, der kan dække hele kommunen. Vi har haft et fortrinligt samarbejde med lejrens militærlægebil i mange år, som på flot vis har været med til at dække det store sommerland og den sydvestlige del af Varde Kommune”, sagde Erik Buhl og fortsatte: ”Vi er rigtig godt tilfredse med, at Region Syddanmark nu tager over med en fuldgyldig erstatning for lejrens militærlægebil”.
Forsvarets besparelser betyder ændringer
På grund af besparelser i Forsvaret kørte militærlægebilen i Oksbøl den sidste præhospitale kørsel den 29. november 2013. Region Syddanmark har i stedet lavet en aftale med Falck om indsættelse af en akutbil med paramediciner i tidsrummet kl. 8-22 fra den 30. november 2013 og året ud. Fra den 1. januar 2014 er akutbilen døgndækkende.
Region Syddanmark har også indgået en aftale med Falck om at udvide ambulanceberedskabet i Varde, så der fremover vil være to døgndækkende ambulancer – mod et døgnberedskab og et dagberedskab i dag. ”Det har været vigtigt for mig, at vi fandt en ny løsning, der som minimum matchede det beredskab, som vi opnåede med militærlægebilen. Det synes jeg, vi har formået med en akutbil i Oksbøl og to døgnberedte ambulancer i Varde, og det er jeg rigtig godt tilfreds med”, sagde Thyge Nielsen.