Chancen for, at man som borger får akut ambulancehjælp indenfor 5 minutter, er størst, hvis man bor i Region Midtjylland – og mindst, hvis man bor i Region Syddanmark. Og risikoen for, at man må vente i over 15 minutter på hjælpen, er størst i Region Nordjylland, og også her klarer Region Midtjylland sig bedst.
Det er ikke – som man måske skulle tro – i hovedstadsregionen, at man finder landets hurtigste ambulancer. Det viser tal fra de fem regioner, som har opgjort, hvor stor en andel af ambulancerne, som er fremme indenfor henholdsvis 5, 10 og 15 minutter. Opgørelsen omfatter alle ambulanceudrykninger med hastegrad A (livstruende eller mulig livstruende sygdom eller tilskadekomst) i 2016.
Når der er gået 5 minutter fra alarmeringen, er 35,1 pct. af ambulancerne i Region Midtjylland fremme hos patienten. I Region Nordjylland er det 29,4 pct. og i Region Sjælland 29 pct., mens de langsomste ambulancer findes i Region Hovedstaden med 28,5 pct. og Region Syddanmark med 28,1 pct.
Måles der i stedet på, hvor stor en andel af ambulancerne, som er fremme efter 10 minutter, klarer Region Hovedstaden sig bedst med 81 pct., tæt fulgt af Region Midtjylland med 79,2 pct. I Region Syddanmark er andelen 74,3 pct. og i Region Sjælland 72 pct., mens Region Nordjylland kommer ind på sidstepladsen med 68,4 pct.
Efter 15 minutter er det atter midtjyderne, som får den bedste service. Her er 96,1 pct. af ambulancerne fremme, når de 15 minutter er gået. I Region Syddanmark er andelen 94,3 pct., i Region Sjælland 94 pct. og i Region Hovedstaden 93,4 pct. I Region Nordjylland er det kun 91,5 pct. af ambulancerne, som er nået frem indenfor 15 minutter.