Mere uddannelse, udstyr og medicin til syddanske akuthjælpere

Arkivfoto

Region Syddanmark sætter nu ekstra penge af til regionens akuthjælperordninger. Pengene skal bruges til uddannelse, udstyr og medicin, og det skal være med til at styrke kvaliteten af akuthjælperordningerne. Som noget nyt vil akuthjælperne i Vamdrup, Sommersted, Fjelstrup og Felsted samt på Fanø og Ærø fremover også blive støttet økonomisk af regionen.

Regionen Syddanmarks frivillige akuthjælperordninger yder førstehjælp til borgere i de områder, hvor det tager længst tid for ambulancerne at nå frem. Ca. 500 akuthjælpere organiseret i 23 akuthjælperordninger bliver således i dag kaldt ud fra regionens AMK-vagtcentral i Odense. De kaldes ud, hver gang der sendes en ambulance afsted til et A-udkald. Det vil sige en situation, hvor en borger er i fare for at miste førligheden eller er i livsfare.

Akuthjælperne bor i nærområdet og kan derfor ofte nå hurtigere frem end ambulancen. Det betyder, at de kan yde vigtig førstehjælp, indtil ambulanceredderne er hos patienten.

Ekstra 700.000 kr.

Region Syddanmark støtter akuthjælperordningerne med godt 4 mio. kr. Men nu har regionsrådet besluttet at sætte yderligere 700.000 kr. årligt af til at styrke kvaliteten af akuthjælperordningerne. Beslutningen er en del af regionens budgetaftalen for 2018.

”De frivillige akuthjælpere yder en kæmpe indsats og stiller sig til rådighed i døgnets 24 timer. De er en utrolig vigtig brik i vores præhospitale beredskab, og de gør et rigtig godt stykke arbejde. Derfor er det også helt på sin plads, at vi støtter akuthjælperordningerne, så godt vi kan. Vi skal sørge for, at de har en god uddannelse og godt udstyr, så de kan løse deres opgave bedst muligt”, siger formanden for Præhospitaludvalget, Thyge Nielsen (V).

Støtte til seks ordninger mere

Regionen har i en årrække støttet 17 af de 23 akuthjælperordninger økonomisk. Fremover vil de sidste seks ordninger også få økonomisk støtte. Det drejer sig om akuthjælperne i Vamdrup, Sommersted, Fjelstrup, Felsted samt på Fanø og Ærø.

Helt konkret kommer pengene blandt andet til at gå til uddannelse af de seks ordningers akuthjælpere samt til basisudstyr og medicin. Det er en fordel, at alle akuthjælperordninger har samme grunduddannelse og benytter det udstyr, som er i ambulancerne. Dermed kan akuthjælperne få byttet det brugte udstyr ud med nyt fra ambulancerne med det samme.

Det er også besluttet at finansiere gratis uddannelse til akuthjælperne i at benytte nye former for medicin.

Ambulance Syd står for uddannelsen af akuthjælperne, da 22 ud af de 23 ordninger ligger i Ambulance Syds område.

Annonce