Efter en afstemning blandt de ansatte i Region Syddanmarks nye ambulancetjeneste ser det ud til, at Ambulance Syd er favorit som navn for ambulancetjenesten. Lidt under halvdelen af medarbejderne fra det tidligere BIOS foretrækker Ambulance Syd som navn for deres arbejdsplads, dog tæt fulgt af Syddansk Ambulance.
Medarbejderne i BIOS’ konkursbo har haft mulighed for selv at komme med supplerende forslag til navnet på deres nye arbejdsplads, og derefter er der gennemført en afstemning blandt medarbejderne. 49,3 pct. af de ansatte deltog i afstemningen, der sluttede fredag.
De tre mest populære navne er:
- Ambulance Syd (46,3 pct.)
- Syddansk Ambulance (37,5 pct.)
- Syddansk Ambulanceservice (16,2 pct.)
Navnet Rescue Syd, som var en af favoritterne hos politikerne i regionens præhospitale udvalg, var således ikke populært hos medarbejderne.
Regionspolitikerne beslutter mandag eftermiddag, hvad navnet skal være.