Hele Region Midtjyllands udbud af de fire danske akutlægehelikoptere er nøje tilrettelagt sådan, at den nuværende operatør – Norsk Luftambulanse – under alle omstændigheder vinder. Sådan lyder vurderingen fra Trafikstyrelsens repræsentant i arbejdsgruppen om udbuddet, og det fik ham i januar til at trække sig fra arbejdsgruppen i protest.
Processen med udbud af den store kontrakt med en værdi på 1,2 mia. kr. har tidligere været kritiseret, fordi kun to operatører slap igennem nåleøjet ved prækvalifikationen. En af dem er den nuværende operatør, Norsk Luftambulanse (NLA), mens Babcock-koncernen, der er en af de største spillere på markedet, blev diskvalificeret af Region Midtjylland, som står for udbuddet på de fem regioners vegne.
Men Jyllands-Posten kan nu fortælle, at den luftfartinspektør, der var Trafikstyrelsens medlem af Region Midtjyllands arbejdsgruppe om udbuddet, valgte at trække sig i januar. Det skete med en opsigtsvækkende besked til resten af arbejdsgruppen:
”Processen gennem den tekniske dialog, Tender-materiale (udbudsmaterialet, red.) og tilbud har gjort det klart for mig, at alt er lagt til rette for en fortsættelse af kontrakten med NLA. Med historikken og efterspillet fra udbuddet i 2013/14 ser jeg derfor ingen grund til at investere mere tid og ressourcer i projektet.”
Den sidste del henviser til, at Region Midtjylland regionen ved det første akutlægehelikopterudbud i 2013 blev dømt for at bryde udbudsreglerne.
Ville ikke komme med dementi
Ifølge Jyllands-Posten fik luftfartsinspektørens besked Region Midtjylland til at reagere med et krav om et dementi. Men internt i Trafikstyrelsen fastholdt inspektøren, at ”han mente, at udfaldet var givet på forhånd, da Norsk Luftambulanse angiveligt ville få kontrakten uanset hvad”. Derfor afviste han at udarbejde et egentligt dementi.
Trafikstyrelsen valgte derefter at fjerne luftfartsinspektøren fra sagen, og styrelsen har nu meddelt Region Midtjylland, at styrelsens officielle position er, at man ikke har indsigelser mod den måde, udbudsprocessen var tilrettelagt på.
Ifølge Jyllands-Posten har luftfartsinspektøren nu fået mundkurv på, og han kan derfor ikke udtale sig. Trafikstyrelsens vicedirektør, Kåre Clemmesen, kalder inspektøren en dygtig helikopterpilot og ekspert i sikkerhedsregler. ”Men han er ikke jurist og slet ikke udbudsjurist. Det ved han ikke noget om, og derfor skal han ikke blande sig i den del af det. Det har vores institution ingen mening om”, siger han til Jyllands-Posten.