Lokalpolitikere: Opsig kontrakten med BIOS på Ærø

Region Syddanmark bør opsige kontrakten med BIOS om ambulancekørsel på Ærø og i stedet indgå en ny kontrakt med det lokale Ærø Redningskorps eller en anden operatør. Det mener SF og Enhedslisten på Ærø, som ønsker, at en ny kontrakt skal omfatte to ambulanceberedskaber, eventuelt med inspiration fra den fleksible drift, som anvendes på Samsø.

Det er Tone Nehammer og Alex Suszkiewicz fra henholdsvis SF og Enhedslisten på Ærø, som i et brev til Region Syddanmark opfordrer til, at kontrakten med BIOS opsiges i forhold til Ærø.

”Baggrunden er, at vi den 1. september 2015 fik BIOS som ambulanceoperatør på Ærø. BIOS har én ambulance i døgnberedskab. Indtil da blev brand- og redningstjeneste varetaget af Ærø Redningskorps. Den gang var der også kun én ambulance i døgnberedskab, men man havde en ekstra ambulance i baghånden, som man kunne sende af sted ved behov. Dette gjorde Ærø Redningskorps uden beregning – prisværdigt – men også problematisk, fordi det har givet et skævt billede af det reelle behov”, skriver de to partier.

”Man burde allerede da ambulancedriften kom i udbud, have forhandlet en særskilt aftale for Ærø. På Samsø har man brand og redning under samme tag og har derfor ressourcerne til et mere fleksibelt beredskab. På en ø er arbejdsvilkårene for det præhospitale beredskab noget anderledes end på fastlandet. Ved ulykker med flere implicerede eller to uafhængige hændelser på øen er det ikke nok med kun én ambulance og to reddere! Vi har ikke mulighed for at trække på naboberedskaber. Dertil kommer, at redderne dels indgår i akutberedskabet på sygehuset og også skal sørge for videre transport til helikopterplads. Dette betyder, at hvor redderne andre steder kan aflevere patienten på sygehuset og køre videre, så kan de på Ærø være bundet til en enkelt opgave i 1-2 timer. Skal patienter afhentes af helikopter på skadested, er det også nødvendigt, at der er reddere til at hjælpe patienten op i helikopteren”, skriver partierne til regionen.

”Vi vil på denne baggrund opfordre Region Syddanmark til at opsige aftalen med BIOS og i stedet forhandle en aftale med Ærø Redningskorps eller en anden operatør om varetagelse af driften med to ambulancer med fuldt beredskab”, lyder opfordringen fra Tone Nehammer og Alex Suszkiewicz.

Annonce