Lokalområder i Region Nordjylland, hvor ambulancerne har lang responstid, kan nu søge om at få oprettet deres egne 112-akuthjælperordninger. I dag har regionen fem akuthjælperordninger, og erfaringerne viser, at ordningerne øger trygheden i lokalområdet. Derfor er der nu sat penge af til at oprette to nye ordninger.
112-akuthjælperordningerne er etableret i områder, hvor ambulancerne typisk ikke er hurtigt fremme. Her fungerer en gruppe af borgerne som 112-akuthjælpere, der bliver alarmeret med en sms og rykker ud for at yde førstehjælp, når der er akut alvorlig sygdom i lokalområdet.
De første 112-akuthjælperordninger i Nordjylland blev etableret i Øster Assels og Sillerslev på Mors, hvor de lokale akuthjælpere har været kaldt ud over 100 gange siden 2010. En af dem, der oftest har været ude, er den lokale brugsuddeler Lisbeth Pedersen, som har den aflåste kasse med akuthjælpernes udstyr hængende på Dagli’ Brugsens murværk.
”Når vi bliver kaldt ud, kommer vi sjældent alene. Der er oftest nogle stykker, der reagerer på beskeden. Vi kan være der på 3-4 minutter, og så kommer ambulancen typisk omkring ti minutter senere. Indtil da når vi at få lidt ro på det hele, og så overlader vi det ellers til ambulancefolkene”, fortæller Lisbeth Pedersen.
Hun meldte sig hurtigt, da den lokale beboerforening tog initiativ til ordningen. ”Det er en god ting for lokalområdet, og man får en mulighed for at hjælpe lokalbefolkningen. Folk er glade for vores indsats, og jeg har flere gange oplevet, at folk kommer her i Brugsen og takker. Samtidig er det spændende og lærerigt at være med til”, siger Lisbeth Pedersen.
Region Nordjyllands præhospitale leder, Poul Anders Hansen, er glad for, at 112-akuthjælperordningen nu kan udvides med to nye lokaliteter i løbet af 2014. ”De nuværende akuthjælpere har klaret opgaven med bravour, siden vi etablerede den første ordning i 2010. Brugerundersøgelser viser, at ordningerne er med til øge trygheden i lokalområder, hvor ambulancerne har lang responstid. Derudover er ambulancepersonalet også glade for den indledende førstehjælp, som akuthjælperne giver”, siger Poul Anders Hansen.
Der er sat penge af til to nye ordninger i 2014, og så forventes der at komme to ordninger yderligere i 2015. Interesserede områder skal selv søge om en ordning via eksempelvis borgerforeningen. For at komme i betragtning skal området dog gerne leve op til en række kriterier.
”Der skal være en interesseret forening, som kan mønstre 10-15 frivillige. Derudover skal antallet af akutte opgaver i området om året gerne overstige 40, så akuthjælperne oparbejder en vis rutine. Og sidst, men ikke mindst, skal det være et område med en gennemsnitlig høj responstid for ambulancerne. Vi har sat den til 12 minutter”, forklarer Poul Anders Hansen.
På hjemmesiden www.112akuthjaelper.dk kan man finde en liste, som viser hvilke geografiske områder i Nordjylland, der lige nu opfylder kriterierne for en 112-akuthjælperordning. I sidste ende beslutter regionsrådet hvilke to områder, der får tildelt de to nye ordninger.
Der er ansøgningsfrist 30. maj 2014.