Løsning på vej i Nordborgs ambulancesag

Der skal findes en løsning på ambulanceproblemet i Nordborg Kommune, så borgerne kan få hurtig hjælp. Det fastslår sundhedsminister Sonja Mikkelsen efter et møde med Nordborgs borgmester, Jan Prokopek Jensen. På mødet blev der opregnet fem-seks muligheder for at beholde beredskabet, og disse muligheder skal kommunen nu se nærmere på.

Nordborg kommune har lavet en aftale med Danfoss, så virksomheden rykker ud med en Hurtig Respons Enhed i Nordborg Kommune, når der er meldinger om akut sygdom eller ulykker. Nordborg Kommune betaler Danfoss for beredskabet, men ordningen er ifølge Tilsynsrådet for Sønderjylland ikke lovlig, som den fungerer i dag. Sundhedsminister Sonja Mikkelsen siger til DR Syd, at der af hensyn til borgerne i området kan og skal findes en løsning på problemerne, så ordningen kan fortsætte.

Venstres medlem af Folketingets sundhedsudvalg, Preben Rudiengaard, mener at sundhedsministeren helt bør blande sig uden om samarbejdet mellem Nordborg Kommune og Danfoss om akutberedskabet: “Hvis ministeren ikke kan acceptere ordningen på grund af lovgivningen, må hun lave loven om. Ellers er Venstre klar med et beslutningsforslag, der skal tvinge regeringen til det”, siger Preben Rudiengaard.

Annonce