Lam kvinde skal have erstatning fra Falck og hospital

Marina Andersen, der blev lam fra halsen og ned efter en trafikulykke, har fået medhold i en klagesag mod Falck og Odense Universitets Hospital. Patientforsikringen har afgjort, at hun er berettiget til erstatning i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsnet. “Det er hårdt at tænke på, at jeg ikke har fået den behandling, jeg skulle have. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis jeg havde det, så havde jeg måske ikke siddet sådan her i en kørestol”, lyder Marina Andersens reaktion på afgørelsen.

Marina Andersens klagesag udspringer af en trafikulykke lørdag den 2. februar 2008. Uheldet skete, da Marina Andersen, i alkoholpåvirket tilstand, påkørte en bil med sin knallert. Da der ikke fandtes tegn på, at hun var en alvorligt skadet traumepatient, blev Marina Andersen optaget i ambulancen på almindelig vis, men kort tid efter blev Marina Andersen ukontaktbar. Hendes blodtryk faldt, og hun blev herefter betragtet som traumepatient, fremgår det ifølge Fyns Amts Avis af Patientforsikringens brev til Marina Andersen.

Da det således blev vurderet, at Marina Andersen ikke havde alvorlige skader, fik hun ikke straks halskrave på eller blev lagt på en speciel båre. Det er ellers fast procedure, når der er risiko for brud på rygsøjlen. Patientforsikringens afgørelse siger, at Marina Andersens skade er omfattet af loven, og at hun skal have erstatning. Bruddet på hendes nakkehvirvler er blevet forværret, fordi hun ikke har fået den optimale behandling af Falck og Odense Universitets Hospital.

Patientforsikringen peger på, at Marina Andersen skulle have haft halskrave på med det samme. At hun ikke fik det, har »med overvejende sandsynlighed medvirket til at forværre følgerne af rygmarvslæsionen«, står der i afgørelsen. På Odense Universitets Hospital blev bruddet på nakkehvirvlerne ikke opdaget, første gang CT-skanningen blev gennemgået. Derfor skriver Patientforsikringen, at CT-skanningen burde være gennemgået nøjere, for så ville bruddet være blevet opdaget.

Erstatningsansvaret skal fordeles ligeligt mellem Falck Danmark A/S og Odense Universitets Hospital. Erstatningens størrelse vil blive fastlagt på et senere tidspunkt på baggrund af en speciallægeerklæring.

Annonce