Lækkede e-mails skaber fornyet tvivl om BIOS-vagtplaner

Ifølge både Region Syddanmarks topledelse og BIOS er overgangen fra Falck til BIOS forløbet stort set uden problemer, og alle huller i beredskabet er blevet dækket ind. Men lækkede e-mails fra BIOS skaber tvivl om troværdigheden af regionens udmeldinger. Få timer før vagtskifte efterlyser vagtplanlæggere hos BIOS således desperat reddere til at dække vagter.

I begyndelsen af august fremlagde BIOS vagtplaner for september, som ifølge Region Syddanmark dokumenterede, at hele månedens vagtplan var på plads. Få uger siden kom det imidlertid via lækkede e-mails frem, at omkring 20 procent af vagterne reelt ikke var dækket. De misvisende vagtplaner og den manglende orientering om bemandingsproblemer blev af regionen betegnet som et alvorligt tillidsbrud, men regionen valgte at fastholde kontrakten med BIOS.

Tirsdag overgik ambulancekørslen så fra Falck til BIOS, og ifølge Region Syddanmark – der har sat BIOS under et stærkt skærpet tilsyn – forløb overgangen stort set uproblematisk. De ambulanceberedskaber, som BIOS ikke har kunnet bemande, er ifølge regionen blevet dækket gennem tilkøb af tre ekstra beredskaber hos det Falck-ejede Responce.

Nu skaber nye lækkede e-mails imidlertid tvivl om troværdigheden af de seneste udmeldinger.

Alvorlige problemer i Sønderjylland

Det er Fyens Stiftstidende, der i dag kan fremvise en række e-mails, som vagtplanlæggere fra BIOS har udsendt.

På den første vagtdag sendes der kl. 09.22 en e-mail, hvor der efterlyses mandskab til 10 forskellige beredskaber. I e-mailen beskrives det som ”akut dækning”, og det fremgår da også, at tre af beredskaberne skal bruge mandskab ”hurtigst muligt”, hvilket tyder på, at beredskaberne på det tidspunkt ikke er bemandede. Det drejer sig om beredskaber i Sønderborg, Haderslev og Aabenraa. Til seks andre beredskaber efterlyses mandskab, der kan møde ind til kl. 12, altså 2½ time senere, mens et enkelt beredskab skal bemandes fra kl. 20.

Samme aften kl. 22.47 udsendes en e-mail, hvor der efterlyses reddere til bemanding af syv beredskaber. ”Vi kæmper alle en kamp for at følge med, men lige nu er det en dag ad gangen”, skriver vagtplanlæggeren, der tilføjer: ”Har vi ingen bemanding kan vi ikke køre beredskabet. Håber det kan lykkes”. En halv times tid senere genudsendes e-mailen med bemærkningen ”Endnu ingen respons!”.

Alle tre e-mails vedrører delområdet Sønderjylland. Dagen efter udtalte BIOS’ ambulancechef for netop dette område, Kim Hansen, følgende til Jydske Vestkysten: ”Her går det over al forventning, og vagtskiftet gik fantastisk. Jeg følger selv op og har styr på planlægningen på stationerne”.

Redder: Alt var kaos

Modstriden mellem de officielle udmeldinger og virkeligheden på stationerne understreges af udtalelser fra to anonyme BIOS-reddere til Fyens Stiftstidende.

”Da jeg mødte ind på min første vagt var alt kaos. Ingen vidste, hvem der skulle køre med hvem, og der var ikke folk nok til at køre de ambulancer, som vi skal stille med. Jeg kørte på en døgnvagt med en kollega, som kørte på sit andet døgn i træk”, fortæller en redder, der suppleres af en kollega: ”Jeg er vidende om, at en kollega, som havde kørt en effektiv 12 timers nattevagt, fortsatte direkte på effektiv 12 timers dagvagt, selv om han ifølge reglerne skulle gå hjem”.

Redderen fortæller desuden, at den station, han arbejder på, flere nætter i træk kun har kunnet stille med halvdelen af de ambulancer, som BIOS har forpligtet sig til. ”Det her ender galt. Hvis vi ikke kan stille de beredskaber, vi skal, kan det koste et menneskeliv”, siger redderen.

En anden redder fortæller, at han på de første to vagter ingen makker har haft, og da der skal to mand til at besætte et beredskab, kommer ambulancen slet ikke i drift.

Giver problemer hos Responce

Som følge af problemerne hos BIOS har Region Syddanmark tilkøbt tre ekstra ambulanceberedskaber hos det Falck-ejede Responce. Efter kontrakten skal Responce kunne stille disse ekstra beredskaber til rådighed, men det hårde pres på den syddanske ambulancetjeneste kan nu også mærkes hos Responce.

I Kolding, Fredericia og Middelfart har Responce måttet udskifte ambulancereddere på flere døgnvagter, da de i løbet af kort tid har opbrugt vagtens tidsnorm på 13 timers ambulancekørsel. ”Det var ikke den situation, vi havde forventet på forhånd”, konstaterer direktør Michael Sørensen overfor Jydske Vestkysten.

”De ekstra ambulancer, som vi leverer til regionen, bliver lige nu bemandet af ekstravagter af det eksisterende personale. Det øger presset på redderne, der i forvejen passer deres fuldtidsstillinger”, siger tillidsmand Stefan Fyhn fra Responce til Jydske Vestkysten.

Stefan Fyhn tog selv en ekstravagt i de tilkøbte ambulancer om natten den 1. september, hvor han blev sendt til Odense med sin makker. ”Jeg sad med følelsen af, at vi var den eneste ambulance på hele Fyn. Vi løste selvfølgelig vores opgaver, men det føltes som om, vi kørte til alt. Jeg tager ikke sådan en vagt igen”, siger Stefan Fyhn, der ikke mener, redderne er sarte.

”Vi ved, vi løser en meget vigtig opgave, og der er en enorm vilje til at hjælpe. Vi gør det for borgerne i Region Syddanmark, fordi regionen har sat dem i et problem. Men vi løser en opgave, som BIOS burde klare, og vi er forundret over hele situationen”, siger tillidsmanden.

Annonce