Lægevagten skal integreres yderligere i det præhospitale beredskab

Foto: Region Midtjylland

I Region Midtjylland har Præhospitalet overtaget ansvaret for at drive lægevagten om natten, og regionen arbejder nu på yderligere integrationen af lægevagtsopgaven i det præhospitale beredskab. I forvejen anvender lægevagten nu Dansk Indeks, der også anvendes som spørgeguide på AMK-vagtcentralen, men akutlægebiler, paramedicinerbiler og ambulancer skal også inddrages yderligere.

Siden den 1. marts 2024 har Pærhospitalet i Region Midtjylland haft ansvaret for at drive Lægevagtens Natberedskab i tidsrummet 23-08.

Erfarne sygeplejersker og læger besvarer borgernes opkald og har mulighed for gensidig sparring. Sygebesøgspersonalet består af sygeplejersker, paramedicinere og ambulancebehandlere, som også kan konferere med en læge, når de undersøger og behandler borgerne i eget hjem. Borgerne kan derudover henvises til de natåbne konsultationer i Gødstrup og Aarhus, der er bemandet med læger og sygeplejersker.

I det første år er der ekspederet omkring 100.000 opkald. Lægekonsultationerne har fået over 12.000 besøg, mens sygebesøgsbilerne er kørt ud over 3.000 gange.

Øget inddragelse af præhospitale enheder

Palle Juelsgaard, der er lægefaglig direktør i Præhospitalet, fortæller, at modellen stadig løbende udvikles. Blandt andet ved at fortsætte integrationen af lægevagtsopgaven i Præhospitalets øvrige setup.

For eksempel benytter medarbejderne Dansk Indeks til visitationen af borgerne. Det er samme systematiske spørgeguide som i AMK-vagtcentralen, der også er en del af Præhospitalet og tager imod 1-1-2-opkald.

”Vi arbejder fortsat med at øge samarbejdet med AMK-vagtcentralen, så vi for eksempel kan inddrage akutlægebiler, ambulancer og paramedicinerbiler, når det er relevant”, siger Palle Juelsgaard.

Annonce