Hørsholm er ikke et område, hvor Region Sjællands og Region Hovedstadens fælles akutlægehelikopter normalt bliver sat ind. Kombinationen af lang afstand til basen i Ringsted og en kort kørevej til Rigshospitalet gør nemlig, at patienterne som regel vil kunne få hurtigere hjælp fra de lokale ambulancer og akutlægebiler end fra lægehelikopteren. Ved den alvorlige busulykke tirsdag ville vagtcentralen imidlertid gerne have helikopteren til stedet, men det viste sig, at den var ude af drift på grund af tekniske problemer – og havde været det hele dagen.
Busulykken på Isterødvej i Hørsholm Kommune medførte, at der blev afsendt 17 ambulancer og tre akutlægebiler fra Region Hovedstadens præhospitale beredskab. Den første ambulance – der kom fra Fredensborg – var fremme på ulykkesstedet efter kun tre minutter. Desuden afsendtes sluknings- og redningskøretøjer samt nødbehandlerenheder fra Rudersdal Hørsholm Brandvæsens stationer i Hørsholm, Søllerød og Birkerød.
AMK-vagtcentralen i Herlev ønskede også akutlægehelikopteren sendt til Hørsholm, men helikopteren viste sig at være ude af drift. Det havde den været hele tirsdagen, efter at der var konstateret tekniske problemer. Udskiftningen af en reservedel tirsdag formiddag havde mod forventning ikke løst problemet, og Falck DRF Luftambulance, der står for driften af lægehelikopteren, besluttede at klargøre en tysk reservehelikopter, der imidlertid først ville kunne være klar onsdag morgen.
”Det er nok første gang inden for det seneste år, at vi har haft et nedbrud, som ikke kunne løses på meget kort tid. Der er ikke nogen, der er mere trætte af det her, end vi er”, siger Leif Wiuff, der er adm. direktør i Falck DRF Luftambulance, til Politiken.
Region Hovedstaden varslede i stedet Flyvevåbnets SAR-beredskab, men der blev ikke behov for at rekvirere redningshelikoptere.