Lægehelikopter og udrykningslæger i farezonen

Akutlægehelikopteren i Nibøl, der dækker Sønderjylland, er i fare for at blive sparet væk i 2015. I stedet vil området så skulle dækkes af den kommende lægehelikopter i Billund. Spareforslaget indgår i et større sparekatalog, som kan reducere Region Syddanmarks pressede budget med i alt 130 mio. kr. Også tre ordninger med udrykningslæger kan blive sparet væk.

I dag dækker akutlægehelikopteren i Nibøl både områder i Tyskland og Danmark, men fra 1. oktober 2014 får Danmark en landsdækkende lægehelikoptertjeneste med helikoptere i Ringsted, Skive og Billund. Og Region Syddanmark vurderer derfor, at behovet for at trække på Nibøl-helikopteren er reduceret.

Hvis lægehelikopteren nedlægges, vil det give en besparelse på 2,1 mio. kr. i 2015.

I sparekataloget indgår også en nedlæggelse af tre ordninger med udrykningslæger. I Vejle, Fredericia og på Vestfyn rykker lokale praktiserende læger ud ved alvorlig sygdom og ulykker, men regionen henviser til, at der nu er etableret en grundstruktur i regionen med døgndækkende akutlægebiler, som udgår fra sygehusene i Odense, Svendborg, Aabenraa, Sønderborg, Esbjerg og Kolding. Dermed er der ifølge regionen ikke længere så stort et behov for de lokale udrykningslæger.

En nedlæggelse af udrykningslægeordningen vil give en besparelse på 4,6 mio. kr. i 2015.

”Den stramme økonomiaftale, som regeringen har påtvunget regionerne, får også konsekvenser for de syddanske patienter. Den betyder, at vi på nogle punkter kommer til at tilbyde patienterne en ringere service næste år – set i forhold til i år. Vi har en god tradition i Region Syddanmark for at få vores udgifter til at flugte med vores indtægter. Det vil vi også arbejde hårdt på, at de gør næste år, men konsekvensen er altså, at vi må tilbyde vores patienter en ringere service”, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Sparekataloget skal behandles politisk den 17. september 2014.

Annonce