Lægebiler i Storstrøms Amt har reddet 40 liv

Lægebilerne i Storstrøms Amt har nu været i drift i 12 måneder, og i denne periode har de været kaldt ud omkring 4.000 gange. De kørte i gennemsnit 330 kilometer om dagen. Og den første årsrapport for lægeambulancetjenesten i Storstrøms Amt slår fast, at de to lægebilers mandskab i 41 tilfælde har reddet liv. 325 gange har de specialuddannede læger og sygeplejersker i lægebilerne medvirket til, at patienterne har oplevet en væsentlig bedring i deres tilstand.

“Erfaringerne fra det første år med lægebiler i Storstrøms Amt viser, at der er behov for lægebilerne, og at de gør et nyttigt stykke arbejde”, siger Hjørdis Høegh-Andersen, som er formand for sundhedsudvalget i Storstrøms Amt.

Når sygehuset kommer til patienten – i form af en lægebil – betyder det færre indlæggelser på sygehusene. “I gennemsnit kan en eller to patienter hver dag klare sig med den konsultation, lægebilens veluddannede personale giver, frem for at skulle indlægges på et sygehus”, fortæller læge Michael Treschow, som er leder aflægeambulancetjenesten i Storstrøms Amt.

En anden fordel ved lægebilerne er, at de kan visitere de tilskadekomne og syge patienter, så de indlægges det rigtige sted med det samme. I løbet af det første år er 70 hjertepatienter kørt direkte til Rigshospitalet, 24 svært tilskadekomne er kommet til Rigshospitalets Traumecenter og seks patienter er kommet direkte til Rigshospitalets brandsårsafdeling. “Tiden er vigtig i den slags sager”, siger Hjørdis Høegh-Andersen som glæder sig over, at det er lykkedes at spare forsinkende mellemstationer og undgå, at patienter skal flyttes fra ét sygehus til et andet, takket være lægebilerne.

Der er to lægebiler i amtet, og begge biler er i funktion alle ugens dage året rundt fra klokken 8 om morgen til en time før midnat. Den ene lægebil udgår fra Maribo, den anden fra Vordingborg. En tredje er reservebil og kører som akutbil fra Stege. Som regel er ambulancen hurtigst fremme – men lægebilen er fremme indenfor 10 minutter i 43 % af tilfældene. I 60 % af tilfældene er lægebilen fremme indenfor et kvarter.

Annonce