Læge kritiseres for ikke at have tilkaldt ambulance til patient med brystsmerter

Arkivfoto

En vagtlæge har fået kritik for at have handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard, efter at vagtlægen i en konkret sag undlod at tilkalde en ambulance til en patient, der oplevede smerter i brystet med udstråling til venstre arm, var koldtsvedende, havde kastet op, og havde fået målt et blodtryk på 165/119. Patienten fik efterfølgende en blodprop i hjertet.

I det følgende gengives afgørelsen fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Nævnet har anonymiseret oplysninger om patienten, og BeredskabsInfo har endvidere valgt ikke at bringe navnet på vagtlægen.

”Der gives kritik til:

Vagtlæge (…), Lægevagten i Region (…), for behandlingen den 24. december 2020. Det betyder, at vagtlæge (…) ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

Klagen

Der er klaget over, at (…) ikke modtog en korrekt behandling af vagtlæge (…) hos Lægevagten i Region (…) den 24. december 2020.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at der ikke blev reageret tilstrækkeligt på (…)s udviste symptomer i form af smerter i brystet med udstråling til venstre arm.
Sagsfremstilling

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 24. december 2020 talte 39-årige (…)s ægtefælle med vagtlæge (…) hos Lægevagten i Region (…), da (…) oplevede smerter i brystet med udstråling til venstre arm. Det blev noteret, at (…) havde smerter i brystet og opkast, og vagtlægen anbefalede at behandle med smertestillende. Det blev videre noteret, at (…) skulle ses i lægevagten ved manglende effekt af smertestillende.

Disciplinærnævnet har til brug for sagen indhentet lydfilen fra opkaldet den 24. december 2020. Det fremgår af lydfilen, at (…)s ægtefælle nævner, at (…) har smerter i brystet med udstråling til armen. Vagtlæge (…) spørger ind til, om (…) har feber, hvilket bliver afkræftet, men (…)s ægtefælle oplyser, at han oplever koldsved. Derudover bliver det oplyst, at (…) har fået smertestillende, og at han har kastet op. Vagtlægen spørger videre ind til mavesmerter og det smertestillende. Det bliver anbefalet, at (…) skal tage smertestillende og se tiden an den næste time. Ved manglende bedring skal han ses i lægevagten, og vagtlægen anbefaler, at (…)s ægtefælle ringer 112, hvis hun bliver urolig.

Det fremgår af klagen, at (…) efterfølgende fik en blodprop i hjertet.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere vagtlæge (…) for behandlingen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at vagtlæge (…) ikke foretog en tilstrækkelig behandling af (…) den 24. december 2020, idet vagtlægen ikke reagerede tilstrækkeligt på (…)s symptomer. (…) oplevede smerter i brystet med udstråling til venstre arm, han var koldtsvedende, han havde kastet op, og han havde fået målt et blodtryk på 165/119, hvilket kunne give mistanke om en blodprop i hjertet. Disciplinærnævnet kan oplyse, at når en patient eller pårørende henvender sig pga. brystsmerter med udstråling til venstre arm, bør lægen mistænke, at symptomerne kan være forårsaget af en blodprop i hjertet. Da det er en potentielt livstruende tilstand, bør lægen rekvirere en ambulance, der kører kørsel 1 til patientens opholdssted. Det var således ikke tilstrækkeligt, at vagtlæge (…) anbefalede smertestillende medicin og eventuel senere kontakt til lægevagten ved manglende bedring eller 112 ved bekymring.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at vagtlæge (…) handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af (…) den 24. december 2020 i Lægevagten i Region (…).”

Annonce