Kun få udenlandske ambulancefolk har fået anerkendt uddannelse i Danmark

Antallet af udenlandske ambulancefolk, som søger om at få deres uddannelser anerkendt i Danmark, fortsætter med at falde. Antallet af sager om ambulancebehandlere faldt således sidste år med hele 91 pct., mens der var 92 pct. færre sager om ambulanceassistenter og 33 pct. færre sager om paramedicinere.

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, som tager stilling til, om en udenlandsk ambulanceuddannelse har en sådan karakter, at den mindst svarer til en dansk uddannelse – og dermed kan anerkendes i Danmark.

I 2017 fik styrelsen kun to ansøgninger om anerkendelse af en uddannelse som ambulancebehandler. Året før var det 23. Resultatet blev, at én ansøger fik anerkendt sin uddannelse, mens den anden ansøger fik en betinget godkendelse. Det kan f.eks. indebære, at der skal gennemføres supplerende uddannelse.

Også færre assistenter og paramedicinere

Der var ligeledes to, der søgte om at få anerkendt en uddannelse som ambulanceassistent. Det var 24 færre end året før. Begge fik anerkendt uddannelserne. Det samme var tilfældet med de fire, der ønskede at få anerkendt en paramedicineruddannelse – en nedgang på to i forhold til året før.

Der var i 2017 ingen ansøgninger om at få anerkendt en brandmandsuddannelse. Dem var der ellers to af i 2016.

Annonce