Sundhedsstyrelsen har fredag offentliggjort nye anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats i det samlede danske sundhedsvæsen. De nye anbefalinger – der erstatter anbefalinger fra 2007 og 2009 – har været ventet med spænding, men for det præhospitale beredskab byder de ikke på mange konkrete, håndfaste ændringer.
Under overskriften ”Styrkelse af den præhospitale indsats i takt med udviklingen af sygehuse” skriver Sundhedsstyrelsen følgende i de nye anbefalinger:
”Med den igangværende udvikling i sundhedsvæsenet og den fortsatte centralisering og specialisering af akutsygehusene, er der fortsat behov for at styrke og opkvalifcere den præhospitale indsats. Udviklingen ses eksempelvis i forhold til, at nogle patientgrupper, såsom patienter med akut behov for ballonudvidelse, præhospitalt skal visiteres til behandling på akutsygehuse med særlige kompetencer. Der ses et stigende behov for, at det præhospitale personale har kompetencer og udstyr til specialiseret diagnostik og behandling på skadested og i hjemmet, så patienterne sikres kvalifceret og hurtig behandling og transport ved akut opstået sygdom og skade”.
I de konkrete anbefalinger er de primære nyheder, at det anbefales, at akutlægehelikopterne også kan anvendes ved akutte og sub-akutte overflytninger mellem sygehuse samt at disponeringen af akutlægebiler og akutlægehelikoptere skal planlægges på baggrund af nationale faglige principper. Sidstnævnte kan særligt få betydning for Region Sjælland, der har fravalgt en generel anvendelse af akutlæger i det præhospitale beredskab. Desuden lægger Sundhedsstyrelsen op til en evaluering af ambulancebehandleruddannelsen “på sigt” og en vurdering af, om der skal ske en styrkelse af paramedicineruddannelsen, også “på sigt”.
De konkrete anbefalinger, som direkte vedrører det præhospitale beredskab, er følgende:
Anbefaling 5: Kompetence i den telefoniske visitation på AMK-vagtcentralen
”At AMK-vagtcentralernes borgerrettede telefoniske visitation ved tidskritiske tilstande varetages af sundhedsfaglige visitatorer med særlige kompetencer, og med mulighed for lægefagligt backup fra speciallæger med relevante kompetencer. Derudover skal AMK-vagtcentralen i relevant omfang have umiddelbar adgang til speciallæge med erfaring og særlige kompetencer i præhospital indsats (præhospital akutlæge) der kan varetage operativ ledelse og koordinering ved større hændelser”.
Anbefaling 11: Disponering af præhospital akutlæge
”At der for patienter med tidskritiske tilstande, herunder hjertestop, hovedtraume og andre svære traumer, sikres hurtig adgang til præhospital behandling, visitation og triage ved præhospital akutlæge. Den præhospitale akutlæge kan disponeres til skadested med akutlægebil eller med akutlægehelikopter, der regionalt bør planlægges på baggrund af nationale faglige principper som blandt andet tager hensyn til geograf, trafkforhold, befolkningstæthed, sygdoms- og skademønstre, samt biler og helikopteres indbyrdes placering”.
Anbefaling 12: Anvendelsen af akutlægehelikopter
“At akutlægehelikopterne fortsat prioriteres til tidskritiske tilstande og skader, men fremover også kan bruges i udvalgte tilfælde ved akutte og sub-akutte overflytninger mellem sygehuse til kritisk syge patienter, der har behov for behandling på højere specialiseringsniveau, og hvor tidsfaktoren er vigtig”.
Anbefaling 13: Styrke robustheden og paramedicinerens rolle i det samlede akutsystem
”At uddannelserne til ambulancebehandler på sigt evalueres med fokus på opnåede kompetencer, rekruttering, fastholdelse, karriereudviklingsmuligheder m.v. Evalueringen bør perspektiveres i forhold til både den faglige og teknologiske udvikling på det præhospitale område og den generelle udvikling i sundhedsvæsenet, herunder paramedicineres muligheder for videre karriereforløb i sundhedsvæsenet. Som opfølgning på evalueringen bør Sundhedsstyrelsen sammen med relevante myndigheder og aktører drøfte behov og muligheder for at styrke paramedicinerens rolle, herunder undersøge, hvordan man kan sikre udvikling og løft af kompetence. I den forbindelse bør det vurderes, om der på sigt skal ske justeringer i uddannelsen, herunder yderligere styrkelse af efter- og videreuddannelsen til paramediciner”.
Anbefalingen uddybes således:
“På sigt kan det overvejes, om området kan styrkes ved, at der etableres en sundhedsfaglig professionsbacheloruddannelse, hvor paramedicineren vil blive en sundhedsperson i relation til bestemmelserne i sundhedslov, autorisationslov samt klage- og erstatningslov. Med en professionsbacheloruddannelse vil paramedicinerne få en mellemlang videregående praksisnær uddannelse, som vil udbygge og styrke paramedicinerens sundhedsfaglige kompetencer og karrieremuligheder i sundhedsvæsenet”.
