Kruså får permanent ambulancestation

For at forbedre responstiderne i grænseområdet oprettede Region Syddanmark i september sidste år en akutbil i Tinglev og flyttede samtidig Tinglev-ambulancen tættere på grænsen – i første omgang til en midlertidig placering i Padborg. Regionsrådet har nu besluttet at leje sig ind i ejendommen Skovglimt 6 i Kruså, så ambulancen får permanent base dér.

Et enigt regionsråd i Region Syddanmark har besluttet at indgå en lejeaftale med ejeren af Skovglimt 6 i Kruså om at indrette ejendommen til ambulancestation, således at den døgndækkende ambulance rykker ud fra denne adresse fra en gang i løbet af foråret.

Region Syddanmark oprettede i september sidste år en akutbil i Tinglev og flyttede samtidig Tinglev-ambulancen til Kruså/Padborg-området. Ambulancen har midlertidig base hos Brand og Redning Sønderjylland i Padborg. Forskellige permanente placeringer har været overvejet, og med regionsrådets beslutning er der nu en løsning på plads, der kun afventer de sidste godkendelser fra relevante myndigheder.

Den nye akutbil flyttede i september 2019 ind i Ambulance Syds lokaler i Tinglev.

Responstider er blevet reduceret

Flytningen af ambulancen sydpå har allerede betydet kortere responstider i grænseområdet. Således er der sket et markant fald i andelen af kørsler med en responstid på over 15 minutter i Padborg og Kruså. Dog er andelen steget lidt i Gråsten.

”En analyse har vist, at vi kunne forbedre responstiderne i grænseområdet ved at flytte vores ambulance i Tinglev tættere på grænsen. Tilbage i september sidste år flyttede vi derfor ambulancen til en midlertidig placering hos Brand og Redning i Padborg. Vi har været rigtigt glade for lokalefællesskabet der, men har nu fundet en endnu mere ideelt placeret ejendom, der kan huse Kruså-ambulancen permanent. Ejendommen ligger godt placeret med direkte udkørsel til de store hovedfærdselsårer mod henholdsvis nord, øst og vest”, siger Mads Skau (V), der er formand for regionens præhospitale udvalg.

Annonce