Den spektakulære BIOS-sag ser nu ud til at få endnu et efterspil. Konkursboet efter BIOS har nemlig besluttet at anlægge sag mod den tidligere ledelse i BIOS, der på konkurstidspunktet havde direktør Morten Hansen og bestyrelsesformand Stefano Hesselink i spidsen. Konkursboet mener, at ledelsen burde have indstillet driften primo 2016, hvor BIOS’ økonomi var ”håbløs”.
BIOS gik konkurs i juli 2016, men allerede i begyndelsen af 2016 var BIOS’ økonomiske situation så dårlig, at selskabet havde passeret det såkaldte håbløshedstidspunkt. Det mener kuratoren i konkursboet
Ifølge konkursboet burde BIOS-ledelsen have indstillet driften allerede primo 2016, hvor egenkapitalen var negativ med 33 mio. kr. For på det tidspunkt indså ledelsen, at situationen var håbløs – eller også burde den have indset det. BIOS havde nemlig kun likviditet til at fortsætte den tabsgivende drift fordi Region Syddanmark ved en fejl havde foretaget en dobbeltbetaling til BIOS i december 2015.
Skal erstatte kreditorernes tab
Derfor vil konkursboet nu have den tidligere BIOS-ledelse til at betale erstatning for det tab, som BIOS – og dermed kreditorerne – led som følge af, at driften fortsatte fra håbløshedstidspunktet primo 2016 og frem til konkursen i juli 2016.
Det er ikke oplyst, hvor stort erstatningskravet er, men kreditorerne har i øjeblikket udsigt til at tabe ca. 370 mio. kr. på konkursen.