Konservative stemte nej til forslaget til serviceniveau for ambulancekørsel i Region Hovedstaden

Den konservative regionsrådsgruppe stemt tirsdag aften nej til forslaget til serviceniveauet for ambulancetjenesten i Region Hovedstaden. Den konservative gruppe kunne tilslutte sig valget af leverandører, men de konservative politikere er bekymrede for serviceniveauet for ambulancekørslen. “Vores udgangspunkt for valget af serviceniveauet er, at borgerne som minimum skal opleve den samme responstid som i dag – og gerne langt bedre responstid i særligt ydreområder. Vi er meget bekymret for, at nogle borgere vil komme til at opleve dårligere responstider end i dag – her tænker vi særligt på det gamle H:S-område”, fortæller Benedikte Kiær, der er gruppeformand for de konservative.

Forslaget til serviceniveauet lægger vægt på, at nyt GPS-udstyr i ambulancerne og en ny vagtcentral skal sikre, at der altid er ledige ambulancer, og at den nærmeste sendes af sted, når der ringes efter hjælp. Men det kræver, at den kommende nye vagtcentral fungerer upåklageligt fra første dag.

Benedikte Kiær fortæller, at den konservative gruppe føler, at der ikke er nogen sikkerhed for, at forudsætningerne for den kommende vagtcentral kan opfyldes. Benedikte Kiær henviser til, at der er meldt om store forsinkelser på det kontrolrumssystem, som bl.a. skal sikre, at vagtcentralen altid kan se, hvor ambulancerne befinder sig og hvad deres status er. Og det er usikkerhed om, hvornår systemet kan leveres og hvad det kan til den tid. Det giver problemer for den fremtidige disponering af ambulancer i regionen – og de konservative frygter, at regionen dermed også vil få problemer med at leve op til de udmeldte servicemål for responstiderne. Benedikte Kiær peger på, at det før er set, at ambitiøse IT-projekter og teoretisk udregnede reformer ikke lever op til forventningerne.

Netop det meget teoretiske udgangspunkt for serviceniveauet bekymrer den konservative gruppe. “Meget teoretiske simuleringer er fundamentet for det udregnede antal af ambulanceenheder og responstiderne. Men et er teori – et andet er praksis. Vi føler ingen sikkerhed for, at den teoretiske simulering og dermed fastsættelse af antal enheder og responstiderne vil fungere i praksis”, siger Benedikte Kiær.

Annonce