Rapports konklusion om lægehelikopter blev ændret fra negativ til positiv

I januar præsenterede Dansk Sundhedsinstitut den længe ventede evaluering af Danmarks første lægehelikopter, og selv om den samlede konklusion kun var en lunken anbefaling af lægehelikopterordninger, så konkluderede forskerne bag rapporten dog meget klart, at brugen af lægehelikopteren i Region Hovedstaden og Region Sjælland havde resulteret i en markant lavere dødelighed for især traumepatienter. Men nu viser det sig, at den oprindelige udgave af evalueringsrapporten faktisk indeholdt den stik modsatte konklusion, nemlig at akutlægehelikopteren ikke havde givet nogen mærkbar reduktion i patienternes dødelighed.

Det er Ekstra Bladet, som i dag kan offentliggøre den fortrolige udgave af evalueringsrapporten, som Dansk Sundhedsinstitut efter at have afsluttet evalueringen sendte til et såkaldt review – det vil sige en gennemlæsning – hos en række andre forskere.

I udkastet er Dansk Sundhedsinstituts vurderingen af lægehelikopterens effekt meget negativ. ”Den kliniske evaluering har imidlertid ikke kunnet påvise signifikant reduktion i dødeligheden for nogen af de tre patientgrupper ved sammenligning af de patienter, der blev behandlet og fløjet med akuthelikopteren (forsøgsgruppen) med dem, der blev kørt med ambulance (kontrolgruppen)”, skriver instituttet med direktør Jes Søgaard i spidsen.

Den vurdering genfindes ikke i den endelige rapport. Her er konklusionen den stik modsatte, nemlig at lægehelikopteren har medført markant lavere dødelighed for især traumepatienter.

Gik fra ikke at være effektiv til at være meningsfuld

Også vurderingen af, om det vil være en fordel for samfundet at have en lægehelikoptertjeneste, er ganske negativ i udkastet, idet Dansk Sundhedsinstitut skriver, at ”samlet set er det således ikke på baggrund af den foreliggende evaluering entydigt, at etableringen af akutlægehelikopteren kan betragtes som effektiv ressourceanvendelse”. Men også her er konklusionen i den offentliggjorte rapport det stik modsatte: ”Samlet set viser analysen, at en akutlægehelikopter kan indgå som et meningsfyldt supplement til det eksisterende præhospitale beredskab”.

Direktøren for Dansk Sundhedsinstitut, Jes Søgaard, har ikke blot sat sit navn på evalueringsrapporten, han var også en af forskerne, som havde den kritiske konklusion til review. Han forsvarer den endelige konklusion: ”Hvis man sidder og sammenligner de to ’konklusioner’ kan det godt se mærkeligt ud, men forskningsprocessen har de her eksterne review-processer netop for med friske øjne at finde fejl og mangler, og det skete heldigvis her”, siger Jes Søgaard til Ekstra Bladet.

Blandt de forskere, som fik mulighed for at gennemgå rapportudkastet, var der flere forskere, som var udpeget af Trygfonden, der både har betalt de 63 mio. kr., som forsøgsordningen med lægehelikopteren kostede, og har finansieret evalueringsrapporten. Trygfondens forskningschef, Anders Hede, afviser dog, at fonden skulle have påvirket konklusionen, så den blev mere positiv. Også Falck, der som operatør af lægehelikopteren har en interesse i en positiv evaluering, afviser, at man har forsøgt at påvirke evalueringsprocessen. Ifølge direktør Leif Wiuff fra Falck DRF Luftambulance fik Falck først rapporten at se, da den blev offentliggjort.

Politiker: De store drenges legetøj

Kirsten Lee (R), der er formand for det akutudvalg, som i øjeblikket står for kulegravningen af akutbetjeningen i Region Hovedstaden, ser stærkt kritisk på helikopterordningen, og de nye oplysninger om evalueringsrapportens tilblivelse har bestyrket hende i modstanden mod den dyre helikopter.

”Vi får hele tiden at vide, at der ikke er penge i kassen. Så synes jeg ikke, at man skal bruge pengene på en helikopterservice, når vi i Region Hovedstaden mangler 400 mio. kr. for at give en ordentlig behandling til de psykisk syge. Det er de store drenges legetøj. Jeg er meget betænkelig ved, at man har indført en akuthelikopter på baggrund af rapporten, og specielt hvis der er ændret noget”, siger hun til Ekstra Bladet.

Annonce