Kommune vil ikke etablere nødbehandlerenhed – Skagen får akutbil om sommeren

Til april bliver den nuværende akutbil i Skagen nedlagt som led i en sparerunde. Men allerede i juni ser den ud til at genopstå – dog kun som en sommer-akutbil, der bemandes i de tre sommermåneder. Region Nordjylland havde ellers satset på at få de lokale brandfolk til at bemande en nødbehandlerenhed, men Frederikshavn Kommune har afvist et samarbejde.

Det var udsigten til en besparelse på godt 3 mio. kr., som sidste år fik Region Nordjylland til at beslutte, at akutbilen i Skagen skulle nedlægges. Akutbilen supplerer det enlige ambulanceberedskab i Skagen, men regionen mener, at ambulanceberedskabet fremover vil være tilstrækkeligt.

Nyheden om, at akutbilen nedlægges, resulterede i massive protester fra lokalområdet, hvor der blandt andet blev indsamlet omkring 8.000 protestunderskrifter. Det fik Region Nordjylland til at indlede forhandlinger med Frederikshavn Kommune om at etablere en nødbehandlerenhed i Skagen. Regionens ønske var, at den skulle bemandes af de lokale deltidsbrandfolk fra Falck i Skagen.

Kommune: Nødbehandlerenhed er regional opgave

I januar meddelte Frederikshavn Kommune imidlertid, at kommunen ikke ønsker at indgå i et egentligt samarbejde med regionen om en nødbehandlerbil. ”Vi betragter en evt. etablering af nødbehandlerordning som en regional – og ikke som en kommunal opgave – en opgave, som i givet fald skal løses ved en kontrakt mellem Region Nordjylland og entreprenøren (Falck). Byrådet ønsker at bibeholde akutbilen”, skrev byrådet i Frederikshavn således i en udtalelse.

Region Nordjylland har på den baggrund konkluderet, ”at der ikke er en platform for etablering af en nødbehandlerordning i Skagen”. Men når regionsrådet i dag mødes, vil politikerne i stedet – efter alt at dømme – vedtage en alternativ løsning, som indebærer, at akutbilen delvist bevares, men kun i juni, juli og august, hvor der er mange turister i Skagen.

Den nye ordning vil gælde i 2015 og 2016, hvorefter det skal overvejes, om den skal gøres til en permanent del af beredskabet.

Annonce