Der gik 2½ time, inden ambulancen var fremme hos en ældre kvinde, der den 10. september 2015 skulle transporteres til sygehuset. Det er en time længere end servicemålet, erkender Region Syddanmark. Men ifølge en fælles undersøgelse fra regionen og den lokale kommune er det ikke korrekt, når vidner påstod, at der gik langt over tre timer, inden ambulancen var fremme.
Da sagen først blev omtalt, var der en uenighed mellem Region Syddanmark og Faaborg-Midtfyn Kommune om, hvornår patienten blev hentet af ambulancen. Regionen og kommunen har imidlertid nu foretaget grundige undersøgelser af sagen, og de to parter er enige om, at Region Syddanmarks tidsangivelser i sagen er korrekte.
Fyens Stiftstidende skrev i en artikel den 24. september 2015 på baggrund af et vidneudsagn, at der gik mere end otte timer fra en ambulance blev bestilt til en ældre kvinde, til patienten blev indlagt på Odense Universitetshospital. Episoden fandt sted den 10. september 2015.
På baggrund af en gennemgang af sagen meddelte Region Syddanmark i første omgang, at regionen ikke kunne genkende den fremstilling af sagen.
I en artikel i Fyens Stiftstidende den 26. september 2015 fastholdt avisen – på baggrund af vidneudsagn støttet af en redegørelse fra Faaborg-Midtfyn Kommune – at ambulancen ankom til patientens adresse langt over tre timer efter, at den blev rekvireret. I artiklen medgav avisen dog, at patienten blev indlagt på sygehuset i Svendborg og ikke på Odense Universitetshospital, som avisen først skrev.
Undersøgelser stemmer overens
Medarbejdere fra Region Syddanmark og Faaborg-Midtfyn Kommune har nu på et møde gennemgået sagen, og derefter der sagen blevet undersøgt yderligere.
Gennemgangene er blandt andet baseret på lydfiler fra vagtcentralen, GPS-tracking af den pågældende ambulance, rapporter udarbejdet af ambulancens reddere og indskrivningstidspunktet på sygehuset i Svendborg.
Region Syddanmarks registrering af sagen viser, at regionens vagtcentral blev kontaktet klokken cirka 12 den 10. september 2015. Der blev bestilt en såkaldt D-kørsel, som er en liggende sygetransport til en patient, der ikke er behandlingskrævende. Det blev aftalt med vagtcentralen, at det var rimeligt, hvis sygetransporten kom i løbet af cirka halvanden time, som er den tidsramme, der er sat for en D-kørsel.
På grund af flere akutte opgaver, kom sygetransporten først frem til patienten klokken cirka 14.30 – efter to en halv time – og patienten ankom til Svendborg Sygehus klokken 15.22. Umiddelbart herefter gik undersøgelser og behandling i gang og kl. 20.58 blev det så besluttet, at patienten skulle indlægges.