En 48-årig mandlig bilist kan vente sig et retsligt efterspil, efter at han søndag aften lagde sig i slipstrømmen på en ambulance, der kørte med udrykning. Med omkring 130 km/t fulgte han efter ambulancen på den fynske motorvej, så han kunne komme hurtigere frem. Men det kan nu resultere i en betinget frakendelse af kørekortet.
Ambulanceredderne fik noteret registreringsnummeret, da den 48-årige mand fra Vejle ved 21-tiden søndag valgte at følge tæt efter ambulancen ved Vissenbjerg-afkørslen på Fyn. Ambulancen kørte med udrykning og en fart på omkring 130 km/t.
På baggrund af oplysningerne fra redderne har politiet nu været i kontakt med den 48-årige, og ifølge Fyens Stiftstidende venter der ham et retsligt efterspil. Han risikerer således at få en betinget frakendelse af kørekortet, hvis det vurderes, at han ud over at have kørt for stærkt også har kørt hasarderet.