Køge får midlertidig ambulancestation frem til 2025

Region Sjælland vil investere 49 mio. kr. i at bygge en ny ambulancestation i Køge, men byggeriet er forsinket. Regionen hjemtager ambulancekørslen i området fra 1. februar 2024, men den nye station står først klar primo 2025. I stedet etableres nu en midlertidig ambulancestation, som i de første måneder anvendes at Falck – for Falcks nuværende stationsbygning i Køge flyttes om kort tid til Næstved.

I dag varetager Falck ambulancekørslen i Køge fra en station på Valdemarshaab 10 i Køge. Men fra 1. februar 2024 hjemtager Region Sjælland ambulancekørslen, og regionen har tidligere besluttet at investere 49 mio. kr. i at bygge en ny station på Egedesvej i Lille Skensved.

Stationsbyggeriet i Lille Skensved er imidlertid ”af forskellige årsager” blevet forsinket, så stationen kommer først til at stå klar i begyndelsen af 2025. Dermed har Region Sjællands nye ambulancetjeneste – Ambulance Sjælland – et problem. Men det har Falck også. Allerede i november 2023 bliver de moduler, som Falck-stationen i Køge er opbygget af, nemlig nedtaget og flyttet til Næstved, hvor de fremover skal udgøre ambulancestationen i Næstved Syd.

Falck og Region Sjælland har nu fundet en fælles løsning, hvor de midlertidigt lejer sig ind i en ejendom på Ørnevej 2 i Køge. Her er der de nødvendige faciliteter, ligesom den midlertidige station får en central beliggenhed. Falck anvender lokalerne fra 1. november 2023 til 31. januar 2024, hvorefter regionen overtager dem i perioden fra 1. februar 2024 til 30. april 2025.

(Artiklen er den 26. oktober 2023 rettet med korrekt adresse på Falcks nuværende ambulancestation i Køge.)

Annonce