Københavnsk massefyring kan løse Roskilde Brandvæsens rekrutteringsproblemer

I slutningen af september vil 48 ambulancereddere i Københavns Brandvæsen få besked om, at de mister deres job som en direkte følge af, at Københavns Brandvæsen fra 1. september må overlade mere end halvdelen af sin ambulancekørslen til to konkurrenter. I de øvrige ambulancetjenester er der imidlertid mangel på uddannede ambulancefolk, og dermed vil de fleste ambulancefolk formentlig kunne fortsætte i branchen. Og for Roskilde Brandvæsen kan massefyringen i Københavns Brandvæsen vise sig at løse det, som efterhånden ligner et akut rekrutteringsproblem.

Roskilde Brandvæsen skal den 1. februar 2010 overtage ambulancekørslen i Greve, Køge og Solrød kommuner fra Falck, men hidtil har en stort set enig gruppe af reddere ved Falck afvist at skifte til Roskilde Brandvæsen, fordi de mener, at en overgang fra Falcks 3F-overenskomst til Roskilde Brandvæsens FOA-overenskomst vil resultere i en betydelig lønnedgang. Samtidig forventer Falck at kunne tilbyde jobs på andre Falck-stationerne til alle de reddere fra stationerne i Greve og Køge, som ønsker at fortsætte i Falck. Redderne vil blandt andet kunne bemande de ambulanceberedskaber i København, som Falck om kort tid overtager fra Københavns Brandvæsen.

Dermed har Roskilde Brandvæsen stået med et stadig mere akut rekrutteringsproblem, for om under et halvt år skal brandvæsenet have ansættelsesaftaler med mellem 60 og 80 nye reddere for at kunne leve op til kontrakten med Region Sjælland om at bemande ambulanceberedskaberne i Greve, Køge og Solrød kommuner. Brandvæsenets eneste mulighed er at rekruttere blandt de ambulancereddere, som i dag arbejder for andre ambulancetjenester, men med Falck-reddernes afvisning af at skifte til Roskilde Brandvæsen, har rekrutteringsproblemerne forekommet uoverstigelige.

Med fyringerne i Københavns Brandvæsen er der imidlertid udsigt til, at Roskilde Brandvæsen pludselig vil kunne få helt op til 48 nye, kvalificerede ansøgere. Både i Roskilde og Københavns brandvæsener er vurderingen nemlig, at mange af de fyrede ambulancefolk vil være interesserede i at søge ind hos Roskilde Brandvæsen. En overgang til Roskilde Brandvæsen vil nemlig give ambulanceredderne mulighed for at fortsætte i en kommunal ambulancetjeneste, på FOA-overenskomst og på en arbejdsplads, der ligger tæt på København.

Et usikkerhedsmoment er dog udvælgelsen af de ambulancereddere, som bliver fyret i Københavns Brandvæsen. Ifølge BeredskabsInfos oplysninger vil fyringerne nemlig ikke ske ud fra ancienitet, men derimod ud fra kriterierne funktion, stabilitet og fleksibilitet. Kriteriet “funktion” indebærer, at brandvæsenet vil fyre ambulanceassistenter før ambulancebehandlere, kriteriet “stabilitet” indebærer tilsyneladende, at sygefravær indgår i vurderingen, mens kriteriet “fleksiblitet” af flere iagttagere vurderes at indebære, at f.eks. kritiske røster i brandvæsenet kan fyres. De fyrede ambulancefolk risikerer dermed at blive stemplet som mindre stabile og mindre fleksible, og dermed mener flere ambulancefolk, at Københavns Brandvæsen kan skade deres muligheder for at få andre jobs i branchen.

Københavns Brandvæsen vil den 31. august 2009 fremsendes partshøringer til de ansatte, som påtænkes afskediget. Fristen for bemærkninger til partshøringerne er den 21. september 2009, og afskedigelsesbrevene vil derefter blive afsendt inden udgangen af september måned.

Annonce